Hvordan ved julemanden, om man har været artig? Listen, protokollen og den store røde bog

Hvordan ved julemanden, om man har været artig?

Fortællingerne giver flere svar, der supplerer hinanden. Det første er en protokol: Julemanden noterer børnenes opførsel i en stor bog, som Thomas Nast viser allerede i 1866. Det andet er en meget skarp hørelse. I 1927 fortæller den finske radiovært Markus Rautio, at julemanden bor på Korvatunturi i Lapland, „ørefjeldet“, hvis form skulle gøre det muligt for ham at høre hvert eneste barns ønsker på Jorden.

Det tredje svar er hjælperne. I de lande, hvor Sankt Nikolaus kommer, bliver den store røde bog ført året igennem, og helgenen slår op i den, før han fylder skoene. Tættere på vores tid, siden 2005, skal en nisse, der sidder på en hylde, flyve hjem til Nordpolen hver nat og aflægge rapport: Det er princippet bag nissen på hylden, som vi gennemgår i vores guide til forældre.

Tilbage er den mest direkte kilde: børnene selv. I L. Frank Baums eventyr fra 1902, „The Life and Adventures of Santa Claus“, har en hjælper ved navn Kilter, „den tavse og den hurtige“, til opgave at samle børnenes breve ind. Hvert brev fortæller lidt om afsenderens år, og julemanden læser dem alle.

Ingen af teksterne påstår, at julemanden tæller ballade én for én. De taler alle om et samlet indtryk af et helt år. Derfor gør en dårlig dag ikke et dårligt år, som vi skal se til sidst i sagsmappen.

Hvor længe har julemanden ført protokol over opførslen?

Det ældste billede, vi kender, er fra den 29. december 1866. Den dag bringer Harper's Weekly et stik af Thomas Nast over et helt opslag, „Santa Claus and His Works“. Picker Art Gallery ved Colgate University har et eksemplar, en gave fra Thomas Nast III, en efterkommer af tegneren. Da Nast samlede sine juletegninger i bogform i 1890, blev billedteksterne gengivet.

• „On the look out for good children“: Julemanden holder udkig efter artige børn.
• „Account book, record of behaviour“: regnskabsbogen, protokollen over opførslen.
• „Work-shop“: værkstedet, hvor legetøjet bliver lavet.
• „Santa Claus stable“: stalden til hans dyr.

Samme samling rummer en anden herlig tegning, „Santa Claus's Rebuke“, julemandens irettesættelse. Man ser en lille dreng love „I'll never do it again“, jeg gør det aldrig igen, og en seddel til julemanden: „Tommy has been such a naughty boy“, underskrevet „Papa and Mama“. Scenen viser, at forældrene allerede i 1800-tallet blev regnet for fremragende kilder.

Nasts protokol hører hjemme i en by, New York, hvor julemandsfiguren blev bygget op skridt for skridt. Resten af historien, fra biskoppen af Myra til Harper's Weekly, fortæller vi i den sande historie om julemanden.

Hvad fik de uartige børn i 1821?

Femogfyrre år før Nast er sorteringen mellem artige og mindre artige allerede på plads. I 1821 udgiver bogtrykkeren William B. Gilley i New York „The Children's Friend“, et lille hæfte med otte farvetryk til børn „fra fem til tolv år“. Digtet „Old Santeclaus with Much Delight“ lader den besøgende komme juleaften og ikke længere den 6. december.

Til de artige børn har Santeclaus „belønninger“ med, som det står under det første billede: fine bøger, dukker, bolde, æbler. Hvor han finder børn, der har opført sig dårligt, lægger han noget andet: et langt, sort birkeris, som forældrene opfordres til at bruge.

Det mest berømte digt, to år senere, taler slet ikke om straf. Den besøgende i „A Visit from St. Nicholas“, udgivet i 1823, fylder strømperne uden at dømme nogen og tager af sted med et „Happy Christmas to all“. Birkeriset forsvandt lidt efter lidt fra fortællingerne om julemanden.

Hvor kommer listen, som han „tjekker to gange“, fra?

Fra sangen „Santa Claus Is Comin' to Town“, skrevet i 1934 af komponisten J. Fred Coots og tekstforfatteren Haven Gillespie og udgivet af forlaget Leo Feist. I den hører man, at julemanden laver en liste, at han tjekker den to gange for at finde ud af, hvem der har været artig, og at han endda ved, hvornår man sover, og hvornår man er vågen. Teksten er stadig beskyttet af ophavsret, så vi citerer den ikke her, men alle kan nynne den.

Den første kendte indspilning er med Harry Reser og hans orkester den 24. oktober 1934 med Tom Stacks som sanger. Succesen kommer måneden efter: Eddie Cantor synger den i sit radioprogram i november 1934. Ifølge Wikipedia bliver der solgt over 30.000 plader og 500.000 noder i døgnet efter udsendelsen. Andre kilder nævner mere beskedne tal, men alle taler om en øjeblikkelig succes.

Siden er listen, der „tjekkes to gange“, blevet det mest kendte billede af julemandens protokol. Den 13. december 1970 sender kanalen ABC en stop motion-film fra Rankin/Bass med samme titel. Et postbud fortæller om julemandens ungdom, hvor han vokser op hos en familie af legetøjsmagende nisser, familien Kringle, og om hans møde med lærerinden Jessica, som vi møder igen i har julemanden en kone.

Hvad står der i Sankt Nikolaus' store bog?

I Nederlandene og Belgien går Sinterklaas aldrig nogen steder uden en stor rød bog. Ifølge traditionen noterer han i den året igennem, om hvert barn har været artigt eller ej. Han kommer med damper i midten af november, den første lørdag efter den 11. november, og gaverne deles ud om aftenen den 5. december, *pakjesavond*, „pakkeaftenen“.

De gamle sange var mere truende. De fortalte, at ulydige børn kunne blive puttet i en sæk og ført til Spanien, og helgenens ledsager bar et ris, *roe*, til at give dem klø med. De moderne udgaver har droppet begge trusler. Tilbage er bogen og skoene ved kaminen, som helgenen fylder med slik eller en lille gave.

Sankt Nikolaus har haft rollen som den venlige dommer længe, og hans festdag den 6. december bærer stadig spor af den i hele Europa. Hvem biskoppen af Myra var, og hvorfor han våger over børnene, fortæller vi i hvem var Sankt Nikolaus.

Hvem straffer de uartige børn?

I Frankrig tilfalder rollen Père Fouettard, Fader Ris. Klædt i sort og med et stort knippe grene følger han Sankt Nikolaus natten mellem den 5. og 6. december, fortæller Routard. Den officielle franske turistside præciserer, at han følger helgenen i store dele af landet, at han kaldes Hans Trapp i Alsace og Ruppelz i Lorraine, og at han ikke er med i Boulogne-sur-Mer, hvor helgenen går i optog alene.

I Lorraine har Sankt Nikolaus været regionens skytshelgen siden 1477. Om morgenen den 6. december finder børnene slik eller kul alt efter deres opførsel, og hans sædvanlige gaver er en appelsin og en honningkage med hans billede. I Nancy fører det store optog helgenen, Fader Ris, slagteren og legendens tre børn forbi på en vogn.

I de østrigske og bayerske alper hedder ledsageren Krampus. Med horn og pels og et birkeris i hånden går han ud i gaderne om aftenen den 5. december, Krampusnacht. I Italien kommer Befana natten til den 6. januar og lægger kul til de børn, der har opført sig dårligt, som regel kandis farvet sort. Alle de gæster præsenterer vi i gavebringere verden over.

Hvad sker der, hvis man står på listen over uartige?

De gamle historier taler om kul og birkeris. Nutidens fortællinger er langt blidere, og det er protokollen på Nordpolen også. En liste føres over et helt år, ikke over én dårlig dag. Et barn, der skændes med sin bror om tirsdagen og hjælper ham med at rydde op om onsdagen, er allerede halvvejs.

• Gør det godt igen: Et ærligt „undskyld“ tæller, især hvis det kommer af sig selv.
• Hjælp: Dæk bord, trøst en ven, del et stykke legetøj.
• Fortæl det: Brevet til julemanden er det perfekte sted at fortælle om sine anstrengelser.
• Tjek: Detektoren for snille børn giver en idé om tendensen, og listen over artige børn viser, hvem der allerede er noteret.

Den besøgende i digtet fra 1823 går i øvrigt foran med et godt eksempel: Han fylder alle strømperne uden at sortere og ønsker „Happy Christmas to all“. Om resten af hans talenter, fra rensdyrenes flyvning til skorstenen, man stiger op ad med et nik, kan du læse i julemandens kræfter.