Den sande historie om julemanden: fra biskoppen i Myra til den gamle mand i rødt

Hvem var Sankt Nikolaus egentlig?

Nikolaus blev ifølge traditionen født omkring år 270 i Patara, en landsby i Lilleasien på det, der i dag er Tyrkiets sydkyst. Han blev biskop i Myra som ganske ung. St. Nicholas Center, der i årevis har samlet kilderne om helgenen, oplyser, at han deltog i kirkemødet i Nikæa i 325 og døde i Myra en 6. december i år 343. Ingen præcis fødselsdato er bevaret.

Hans ry bygger på fortællinger om gavmildhed. Den mest kendte handler om en ruineret mand, der ikke har råd til at give sine tre døtre en medgift. Tre gange falder der guld ind i huset, og ifølge traditionen lander det i strømper eller sko, der står ved ilden. Fra den historie stammer skikken med at hænge en strømpe op eller stille sine sko foran kaminen.

Nikolaus blev børnenes beskytter og siden sømændenes. I foråret 1087 førte sømænd fra Bari hans knogler fra Myra til deres havn i Syditalien, hvor de stadig hviler. En fingerknogle kom senere til Saint-Nicolas-de-Port i Lorraine, og helgenen blev skytshelgen for hele regionen.

Datoen 6. december stammer derfra: det er hans dødsdag, som blev hans festdag. I århundreder var det den morgen, børn i Europa fandt slik i deres sko. Skiftet til natten mellem den 24. og 25. december kom meget senere, og det skete på den anden side af Atlanterhavet.

Hvordan blev Sankt Nikolaus til Santa Claus i New York?

Det amerikanske navn opstod i New York, det tidligere Ny Amsterdam, som blev overgivet til englænderne i 1664. Etymologisiden Wordorigins forklarer, at Santa Claus er en variant af det hollandske Sint Klaas, udtalt „Sante“ på byens dialekt, og at Klaas er en kortform af Nikolaus. Den ældste kendte trykte omtale er fra 20. december 1773: New York Gazette and Weekly Mercury skriver, at man har fejret „St. Nicholas, otherwise called St. A Claus“.

I begyndelsen af 1800-tallet gjorde nogle fremtrædende New York-borgere Sankt Nikolaus til et symbol for byen. John Pintard grundlagde New-York Historical Society i 1804 og valgte ham som selskabets skytshelgen. Washington Irving, der var medlem af selskabet, udgav den 6. december 1809 sin History of New York, hvor Nikolaus er blevet en hollandsk borger med kridtpibe, langt fra biskoppen med mitra.

1. 1773Første trykte omtale af „St. A Claus“ i en avis i New York.
2. 1804John Pintard grundlægger New-York Historical Society og vælger Sankt Nikolaus som skytshelgen.
3. 1809Washington Irving udgiver sin History of New York med en piberygende Nikolaus.
4. 1810Pintard bestiller hos kobberstikkeren Alexander Anderson det første amerikanske billede af helgenen, med strømper hængt op ved kaminen.
5. 1821Hæftet The Children’s Friend viser „Sante Claus“, der kommer fra Nord i en kane trukket af et rensdyr juleaften.

Hæftet fra 1821 ændrer noget afgørende: besøget finder ikke længere sted den 6. december, men natten før jul. Det er også første gang, et rensdyr trækker kanen. Figuren har nu et navn, en dato og et transportmiddel.

St. Nicholas Center nævner også, at New York-forlæggeren William B. Gilley samme år udsendte en publikation med titlen Sancte Claus. Stavemåden svinger stadig mellem „Sante“ og „Sancte“, men idéen er på plads: en gæst fra kulden, som børnene venter på, og som belønner de artige. Det eneste, der mangler, er et præcist portræt.

Hvem gav julemanden hans kane og otte rensdyr?

Den 23. december 1823 trykker Troy Sentinel, en avis i staten New York ledet af Orville L. Holley, et usigneret digt: „Account of a Visit from St. Nicholas“. Clement Clarke Moore, professor i New York, blev udpeget som forfatter i 1837 og gjorde krav på digtet ved at tage det med i sin digtsamling i 1844. Nogle forskere tilskriver det Henry Livingston Jr., men intet bevis viser, at Livingston selv gjorde krav på det.

Digtet fastlægger næsten alt: julenatten, turen ned gennem skorstenen, den lille kane og de otte rensdyr, der kaldes ved navn. I versionen fra 1823 hedder de to sidste Dunder og Blixem, hollandsk for „torden“ og „lyn“. Senere blev de til Donder og Blitzen.

Den gæst, fortælleren beskriver, er lille, klædt i pels „fra top til tå“, dækket af aske og sod, med en pibe mellem tænderne og en rund mave, der ryster, når han ler. Digtet siger intet om farven på hans tøj. Det slutter med de ord, millioner af børn stadig fremsiger: „Happy Christmas to all, and to all a good-night“. Du finder flere på vores side med julesange.

Succesen kom med det samme. Allerede i 1824, et år efter udgivelsen i Troy, blev teksten genoptrykt i fire almanakker. Siden blev den illustreret flere gange, af T. C. Boyd i 1848 og af F. O. C. Darley i 1862. Hver ny udgave tilføjede en visuel detalje, som digtet havde ladt åben.

Hvordan tegnede Thomas Nast den moderne julemand?

Thomas Nast kom til New York som omkring seksårig i 1846. Han blev ansat ved Harper’s Weekly i 1862, midt under borgerkrigen. Den 3. januar 1863 viser bladets forside hans første julemand: „Santa Claus in Camp“. Den gamle mand ankommer i kane til en nordstatslejr og deler gaver ud til soldaterne. Han bærer en stjernebesat jakke og stribede bukser i flagets farver.

Samme nummer indeholder endnu et træsnit, mere intimt: en juleaften, hvor en kvinde og hendes barn venter derhjemme, stillet over for manden og faren, der er blevet på slagmarken. I slutningen af 1865, efter krigen, vender julemanden tilbage med kristtorn på huen og ønsker „Merry Christmas to all“.

Massachusetts Historical Society tæller 33 julebilleder signeret Nast til Harper’s Weekly mellem 1863 og 1886. I 1866 viser han julemanden i hans værksted, hvor han gør legetøjet klar. Delaware Art Museum, der har en samling af Nasts værker, bemærker, at hans træsnit er de første kendte henvisninger til en julemand, der bor på Nordpolen. Abraham Lincoln skal have kaldt ham „vores bedste hvervesergent“.

Den 1. januar 1881 udkommer „Merry Old Santa Claus“, en rund, skægget julemand med pibe i munden og armene fulde af legetøj. Det er det billede, alle senere illustratorer tog udgangspunkt i. En detalje er vigtig: Harper’s Weekly blev trykt i sort og hvidt. Nast fastlagde silhuetten, ikke dragtens farve, et spørgsmål vi tager op i Hvorfor går julemanden i rødt?.

Og i Frankrig, hvor kommer Père Noël fra?

I Frankrig forsvandt Sankt Nikolaus aldrig. Han kommer især i øst og nord, i Alsace, Lorraine og Nord-Pas-de-Calais, omkring den 6. december. Et lille æsel bærer kurvene med slik. Bag ham går Père Fouettard, slagteren fra legenden om de tre børn, som helgenen vakte til live igen. I Saint-Nicolas-de-Port følger tusindvis af pilgrimme hvert år processionen, og i Nancy projiceres legenden op på rådhusets facade.

Père Noël, som vi kender ham fra blade og butiksvinduer, slog især igennem efter Anden Verdenskrig. Hans ankomst var ikke populær hos alle. Den 23. december 1951 blev en omkring tre meter høj julemandsfigur brændt foran 250 børn på pladsen foran katedralen Saint-Bénigne i Dijon. En del af gejstligheden beskyldte ham for at gøre julen hedensk. Allerede dagen efter lod kannik Kir, byens borgmester, en julemand dukke op på rådhusets tag.

Antropologen Claude Lévi-Strauss skrev et essay om sagen, „Le Père Noël supplicié“ (Den torterede julemand), udgivet i 1952 i tidsskriftet Les Temps modernes. Her forbinder han figurens hurtige udbredelse med den amerikanske indflydelse efter krigen.

Ti år senere, i 1962, oprettede postminister Jacques Marette en tjeneste, der skulle besvare børnenes breve. Det allerførste officielle svar blev skrevet af hans søster, psykoanalytikeren Françoise Dolto. Brevene behandles i dag i Libourne i Gironde, og man kan stadig skrive til julemanden.

Er julemanden en sand historie?

Manden bag fortællingen har levet. Nikolaus af Myra levede i 300-tallet, han deltog i kirkemødet i Nikæa i 325, og hans relikvier har ligget i Bari siden 1087. Resten er kommet til gennem århundrederne: navnet i New York i 1773, julenatten og rensdyret i 1821, de otte rensdyr og skorstenen i 1823, Nordpolen og værkstedet med Nast i 1860’erne.

Hvem skabte julemanden?

Ingen bestemt person. Pintard valgte helgenen, Irving gjorde ham velkendt, forfatteren af digtet fra 1823 gav ham rensdyrene, og Nast tegnede hans ansigt. Reklamefolk i 1900-tallet, også Coca-Colas, overtog derefter et billede, der allerede lå fast. Det sidste punkt gennemgår vi i Opfandt Coca-Cola julemanden?.

Er julemanden inspireret af Jesus?

Nej. Julen fejrer Jesu fødsel, men julemanden nedstammer fra en anden figur: Sankt Nikolaus, en biskop. Hans besøg gled simpelthen fra den 6. til den 24. december, som hæftet fra 1821 viser. Vil du følge hans rute, når aftenen kommer, så gå til Santa Tracker, og hans egen udgave af historien finder du i julemandens historie.