Hvem var Sankt Nikolaus? Biskoppen fra Myra, hans legender og hans vej til Lorraine

Hvad ved man egentlig om Sankt Nikolaus?

Ikke ret meget, og det er sagsmappens første overraskelse. Ifølge traditionen blev Nikolaus født omkring år 270 i Patara, en havneby i Lykien på det nuværende Tyrkiets sydkyst. St. Nicholas Center beretter, at hans forældre, velhavende kristne, døde af en epidemi, mens han endnu var ung, og at han brugte sin arv på de fattige og syge. Han blev biskop i Myra, en naboby, mens han stadig var en ung mand.

Den samme tradition siger, at han blev forfulgt under kejser Diocletian, landsforvist og fængslet for sin tro. Efter at være sat fri skulle han i 325 have deltaget i koncilet i Nikæa. Han døde i Myra en 6. december, i 343 ifølge den hyppigst anførte dato, og blev begravet i sin kirke.

Historikerne er forsigtige med næsten hver eneste linje. Nikolaus optræder først på en liste over biskopperne i Nikæa i begyndelsen af 500-tallet, hos Theodor Læseren omkring 510 eller 515, og hverken Athanasius eller Eusebius, der begge skrev om koncilet, nævner ham. Nogle historikere tvivler på, at han var med, mens St. Nicholas Center regner Theodors liste for den vigtigste autentiske kilde til deltagerne. Fortællingen om, at han skulle have givet kætteren Arius en lussing midt under mødet, er først belagt i 1300-tallet, over tusind år efter begivenhederne.

Selve teksterne kommer sent. Omkring 583 citerer Eustratios af Konstantinopel en Sankt Nikolaus' levned, der i dag er tabt. Det ældste fuldstændige levned, vi har, er skrevet af Michael Arkimandritten i begyndelsen af 800-tallet, mellem 814 og 842, næsten fem hundrede år efter biskoppens død. For historikeren Jeremy Seal er det bedste bevis på, at Nikolaus har levet, stadig hans grav, som man kunne besøge i Myra.

Hvad er legenden om de tre døtre og guldet, der blev kastet ind ad vinduet?

Det er den ældste af legenderne og den eneste, der allerede findes hos Michael Arkimandritten i 800-tallet. En ruineret mand i Myra har ikke råd til at give sine tre døtre en medgift. Uden medgift intet bryllup, og truslen over dem er at blive solgt. En nat flyver en pung med guld ind ad det åbne vindue. Så en til, en anden nat. Den tredje nat holder faderen vagt og genkender biskoppen, der beder ham om at holde det hemmeligt.

St. Nicholas Center bemærker, at guldet alt efter udgaven lander i strømper eller sko, der tørrer foran ilden. Nogle fortæller om tre guldkugler i stedet for tre punge. De tre kugler er blevet et af helgenens kendetegn på malerier og glasmosaikker, nogle gange malet som appelsiner, hvilket delvis forklarer appelsinerne i børnenes sko. De gør også Nikolaus til skytshelgen for pantelånere og giftefærdige piger.

Historikerne diskuterer historien. Adam C. English forsvarer idéen om en virkelig kerne. Jona Lendering bemærker, at den minder meget om de beretninger, Filostratos giver om Apollonios fra Tyana, en vismand fra det 1. århundrede, og mener, at den kan være gledet fra den ene skikkelse til den anden. Det sikre er, at den har overlevet århundrederne: Strømpen, der hænger ved pejsen, kommer direkte derfra, som vi fortæller i historien om julestrømper.

Hvor kommer historien om de tre små børn i saltkarret fra?

I Frankrig er det den historie, alle kender, og alligevel er den en af de seneste. Den mangler i helgenens første levnedsbeskrivelser og dukker op i slutningen af middelalderen. Oprindelig er ofrene ikke børn, men tre unge studenter på rejse, myrdet af en kroejer. St. Nicholas Center præciserer, at udgaven med de tre små børn vandt frem i Frankrig.

Sangen „Ils étaient trois petits enfants“, som skolebørn stadig synger, går tilbage til 1500-tallet. Tre børn, der er gået ud for at samle aks på markerne, beder en aften en slagter om husly. Han dræber dem, parterer dem og lægger dem i saltkarret, det kar med salt, man gemmer kød i. Syv år senere kommer Sankt Nikolaus forbi og beder om husly. Slagteren tilbyder ham mad, men biskoppen forlanger det saltkød, der har ventet i syv år. Slagteren flygter, helgenen kalder ham til anger, strækker tre fingre ud over saltkarret, og de tre børn rejser sig.

Det er den legende, der gør Nikolaus til børnenes beskytter. I det østlige Frankrig rejser han aldrig alene: Père Fouettard, manden i sort, truer de uartige børn, mens helgenen deler godter ud. Ved paraden i Nancy har slagteren fra sangen endda sin egen vogn lige foran Fouettards. I Nederlandene og Belgien rejser helgenen med andre følgesvende, som vi præsenterer i gavebringere fra hele verden.

Sagsmappens andre mirakler

• De tre uskyldige: Allerede hos Michael Arkimandritten standser Nikolaus bøddelens arm og redder tre uretmæssigt dømte mænd. Dermed bliver han skytshelgen for ofre for justitsmord.
• Stormen: På hjemvejen fra en rejse til Det Hellige Land stiller han havet, der truer hans skib. Sømænd i hele Middelhavet tager ham til skytshelgen.
• Basilios: En dreng, der er bortført af pirater fra Kreta, bringes hjem til Myra, stadig med guldbægeret fra den konge, han tjente, i hånden.

Hvorfor fejrer man Sankt Nikolaus den 6. december?

Fordi det er hans dødsdag. Kirken fejrer sine helgener på deres dødsdag, der regnes for deres fødsel i himlen, og ikke på deres fødselsdag, som i øvrigt er ukendt for Nikolaus. De kirker, der følger den julianske kalender, som den russisk-ortodokse kirke, fejrer ham den 19. december i vores kalender. Bari har en ekstra fest fra den 7. til den 9. maj for hans relikviers ankomst.

Ifølge den registrering af immateriel kulturarv, der er viet festerne i Nancy, fejres Sankt Nikolaus den 6. december i Belgien, Nederlandene, Tyskland, Luxembourg, Schweiz og Italien samt i de ortodokse lande. I Frankrig står den stærkt i Lorraine, Alsace, Franche-Comté og Nord. I Nederlandene og Belgien kommer helgenen ofte med skib og rider gennem byerne på en hvid hest på jagt efter de sko, der er stillet ved vinduer, døre eller pejse.

I Lorraine finder de søde børn om morgenen den 6. december eller i den nærmeste weekend godter, og de, der aftenen før har stillet et stykke sukker eller en gulerod frem til helgenens æsel, ved, hvorfor tallerkenen er tom. Besøget gled først meget senere over til natten til den 24. december, i New York i begyndelsen af 1800-tallet: Det er emnet for den sande historie om julemanden.

Hvordan kom Sankt Nikolaus' relikvier til Bari?

I foråret 1087 går sømænd fra Bari i land i Myra, der dengang var under muslimsk herredømme, og tager størstedelen af skelettet med for næsen af de græske vogtere. Dermed vinder de et kapløb med Venedig, der var ude efter den samme skat. Den 9. maj 1087 når knoglerne Bari i Apulien. To år senere, i 1089, indvier pave Urban II krypten i den nye basilika og lægger relikvierne under alteret, hvor de stadig ligger. Bygningen blev fuldført og indviet i 1197.

Venedig opgiver ikke. Ifølge en anonym krønike gør en venetiansk flåde holdt i Myra i år 1100 og samler de stumper op, som folkene fra Bari havde efterladt. Kirken San Nicolò på Lido siger, at den har omkring fem hundrede af dem. Den 28. december 2009 bad Tyrkiet Italien om at få knoglerne tilbage.

1. 1087Den 9. maj kommer relikvierne i land i Bari efter at være taget fra Myra.
2. 1089Pave Urban II indvier krypten i Sankt Nikolaus-basilikaen i Bari.
3. 1100Venetianere fører de stumper, der var tilbage i Myra, til Lido.
4. 1950'erneAnatomen Luigi Martino undersøger knoglerne: en mand, der døde over 70 år gammel, af middelhøjde og med svær gigt.
5. 2017Et ribben forlader Bari og rejser til Moskva og Sankt Petersborg fra den 21. maj til den 28. juli.

Knoglerne er blevet undersøgt. I 2004 rekonstruerede Caroline Wilkinson og Francesco Introna ved University of Manchester et ansigt ud fra målene af kraniet: en mand på omkring 1,68 m med en næse, der havde været brækket og var groet sammen igen. I december 2017 kulstof 14-daterede Tom Higham og Georges Kazan i Oxford et stykke bækken, der opbevares i Illinois og stammer fra Lyon. Resultat: 300-tallet. Forskerne mindede om, at videnskaben kan bevise, at en relikvie er falsk, men aldrig, at den er ægte.

Samme år forlod et af helgenens ribben Bari og rejste til Rusland, hvor Nikolaus er en af de mest ærede helgener. Ifølge Radio Vatikanet stod omkring to millioner pilgrimme i kø, nogle gange i timevis, i Frelserkatedralen i Moskva og derefter i Aleksandr Nevskij-klostret i Sankt Petersborg, før relikvien vendte tilbage til Italien den 28. juli 2017.

Hvorfor er Sankt Nikolaus Lorraines skytshelgen?

Det hele begynder med en finger. Ifølge traditionen bragte en ridder fra Lorraine, Aubert de Varangéville, i 1098 et af helgenens fingerled fra Bari til Port, en handelsby ved floden Meurthe, der senere fik navnet Saint-Nicolas-de-Port. Den latinske indskrift på det nuværende relikvieskrin siger det ligeud: „Hic anno salutis 1098 Albertus de Varangisi Villa attulit sacram particulam“. Denne sølvarm med en velsignende hånd, 75 centimeter høj, blev lavet i Lyon af firmaet Berger et Nesme omkring 1892 for at erstatte de relikvieskrin, hertugerne engang skænkede, og som i dag er tabt.

Fakkeloptoget udspringer af et andet mirakel. Herren af Réchicourt, en korsridder fra Lorraine, der var fange i Orienten, skulle være blevet befriet den 6. december 1240 og fundet på pladsen foran kirken, stadig med lænker om håndleddene. Siden har processionen fundet sted hvert år lørdagen nærmest den 6. december. Efter gudstjenesten mørklægges basilikaen, lysene tændes ét efter ét, og mængden synger „Saint Nicolas des Lorrains“, en salme med over fyrre vers.

Den 5. januar 1477 slår hertug René II Karl den Dristige ved Nancys mure. Burgunderen bliver dræbt, Lorraine forbliver uafhængigt, og René II gør Nikolaus til sit hertugdømmes skytshelgen. For at takke helgenen for sejren erstatter han den lille kirke i Port med en enorm basilika i flamboyant gotik, bygget fra 1481 til 1560, med to tårne på 85 meter.

Fem hundrede år senere trængte bygningen til omsorg. Den blev restaureret i omkring femten år i 1980'erne og 1990'erne takket være en arv fra Camille Crouée Friedman, en datter af egnen, der var flyttet til New York og døde i 1980. Sankt Nikolaus, der kom fra Lilleasien via Italien, blev altså reddet i Lorraine af en amerikaner.

Hvordan fejrer man Sankt Nikolaus i Lorraine i dag?

I Nancy er festen så vigtig, at den står i det franske kulturministeriums register over immateriel kulturarv. Den store parade har eksisteret siden slutningen af 1800-tallet, og den første Sankt Nikolaus-vogn blev bygget i 1924 takket være byens handlende. I 2017 overværede næsten 100.000 mennesker alene paraden, og der blev holdt 15 til 18 parader i storbyområdet i løbet af december.

Optoget følger en fast rækkefølge over 1,3 kilometer. Først kommer kommunernes vogne, derefter legendens tre skikkelser: Père Fouettard på sit mekaniske æsel, slagteren, der råber til mængden fra sin butik af papmaché, og de tre børn i saltkarret. Sankt Nikolaus kommer til sidst på en oplyst vogn, omgivet af små søde børn. Ved ankomsten til Place Stanislas overrækker borgmesteren ham byens nøgler fra rådhusets balkon. I 2017 blev der delt over to tons slik ud langs ruten.

Den anden tradition kan spises. Sankt Nikolaus-figurer af honningkage og chokolade er blevet lavet i Nancy siden 1840, først af firmaet Lefèvre-Lemoine. Fra 1902 er konditoren Joseph Eidel den første, der tegner et ansigt på dem, med øjne og et smil, ud over skægget, bispestaven og bispehuen. Du finder det, du skal bruge for at lave dem derhjemme, i vores juleopskrifter.

• Lørdagen nærmest den 6. december: fakkeloptog i Saint-Nicolas-de-Port.
• Samme weekend: stor parade i Nancy og mindre parader i Metz, Épinal, Verdun og Saint-Dié-des-Vosges.
• Aftenen før: et stykke sukker eller en gulerod til æslet, nogle gange en tegning eller et brev til helgenen.
• Om morgenen: godter og honningkage til de søde børn og et frygtet besøg af Père Fouettard til de andre.

Festen har endda rejst den anden vej. I Wiltz i Luxembourg opdagede amerikanske soldater skikken efter landets befrielse i september 1944. Den 6. december 1944 delte korporal Richard Brookins, udklædt som Sankt Nikolaus, slik og chokolade fra soldaternes rationer ud i gaderne. For en aften blev den amerikanske Santa Claus til Sankt Nikolaus igen.