Jul i Nederlandene: Sinterklaas, pakkeaftenen og debatten om Zwarte Piet

Hvornår kommer Sinterklaas til Nederlandene, og hvorfor fra Spanien?

Sæsonen begynder den første lørdag efter den 11. november, Mortensdag. Den dag finder intocht sted, Sinterklaas' indtog: han går i land fra et dampskib, stiger op på sin hvide hest og rider i optog gennem byen. Det landsdækkende indtog skifter havn hvert år og sendes direkte i fjernsynet, og derefter holder hver by sit eget. Hesten hed Amerigo indtil 2019; han gik på pension og blev afløst af Ozosnel.

Hvorfor Spanien? Det ved ingen med sikkerhed. Et spor fører til hans relikvier, hvoraf halvdelen i 1087 blev flyttet fra Myra til Bari i Syditalien. Den ældste kilde, der forbinder Sinterklaas med Spanien, er i øvrigt amerikansk: en pamflet udgivet i New York i 1810 af John Pintard. I dag tilbringer helgenen ifølge den fortælling, børnene hører, året i Madrid.

Det moderne billede af helgenen og hans rejse skylder en bog meget. I 1850 udgiver læreren Jan Schenkman i Amsterdam *Sint-Nicolaas en zijn knecht*, „Sankt Nikolaus og hans tjener“, den første billedbog med helgenen i hovedrollen. Schenkman samler her hesten, ridtet over tagene og ankomsten fra Spanien, og hans indledende digt lader helgenen komme fra Spanien med dampskib. Hans sang *Zie ginds komt de stoomboot*, „Se, derhenne kommer dampskibet“, synges stadig. Bogen, der blev genoptrykt ind i 1900-tallet med kendte udgaver i 1880, 1905 og 1907, var med til at gøre Sankt Nikolaus-festen til en børnefest. Siden 2001 har sæsonen også haft sin daglige tv-avis, *Sinterklaasjournaal*, der hver aften fortæller børnene om helgenens eventyr frem til den 5. december.

Hvad sker der på pakjesavond, aftenen den 5. december?

Så snart helgenen er kommet, „sætter børnene skoen“, *schoen zetten*. Om aftenen stiller de den ved pejsen eller et udvalgt sted i de hjem, der ikke har en, synger en Sinterklaas-sang, før de går i seng, og lægger en gulerod eller et æble til hesten i den, ofte sammen med en tegning. Om morgenen ligger der slik eller en lille gave i skoen.

Den store aften er den 5. december, aftenen før helgenens festdag: pakjesavond, „pakkeaftenen“. Midt på aftenen banker eller ringer det højlydt på døren, en håndfuld pepernoten rasler mod vinduet, og når man åbner, er der ingen, kun en sæk gaver på dørtrinnet. I Belgien og en stor del af det sydlige Nederlandene kommer gaverne snarere om morgenen den 6. december, Sankt Nikolaus' dag, som i Lorraine.

Blandt voksne og store børn bliver aftenen ofte til en leg: terninger eller andre regler afgør, hvem der tager, giver videre eller åbner en pakke, eller hvem der skal klare en udfordring. Hos de små kan spørgsmålet om, hvem der bankede på døren, vare i årevis. Spørgsmålet om, hvornår og hvordan man fortæller dem sandheden, som også gælder Sinterklaas, behandles i vores guide til forældre.

Digte, surpriser og chokoladebogstaver: Sankt Nikolaus-festens ritualer

En gave fra Sinterklaas gives ikke bare sådan. Den ledsages af et digt, *Sinterklaasgedicht*, som modtageren læser højt foran alle. Det er skrevet fra Sinterklaas' eller Piets synsvinkel, som skal kende alles små hemmeligheder, og fortæller på enkle rim sjove og lidt drillende anekdoter om personen. Selve gaven er ofte gemt i en surprise, en hjemmelavet genstand, man skal pille fra hinanden for at finde, hvad der er indeni.

Slikket har sit eget alfabet. Chokoladebogstavet, *chocoladeletter*, har form som et S for Sinterklaas, et P for Piet eller barnets forbogstav. Man skelner mellem to små småkager, som udlændinge forveksler: pepernoten, lidt hårde stykker honningkage, og kruidnoten, små runde og sprøde småkager med smag af spekulatius. Før i tiden kastede man dem ud til børnene; efter nogle alt for ivrige kast deles de nu hellere ud med hånden.

Om aftenen den 5. går de søde sager fra hånd til hånd mellem pakkerne, mens digtene læses op ét ad gangen. Vil du bage krydrede småkager med børn, så se vores opskrifter, og om en anden gæst, der fylder strømper, den italienske Befana, kan du læse i vores artikel om gavebringerne.

Hvem er Zwarte Piet, Sinterklaas' ledsager?

Sinterklaas rejser med hjælpere, der kaldes Piet eller Pieten. I den traditionelle udgave, oftest spillet af hvide skuespillere, har de ansigtet malet sort, krøllet paryk, rødt på læberne og øreringe: det er Zwarte Piet, „Sorte Peter“. De hjælper helgenen, kaster pepernoten og får børnene til at grine. I Lorraine er Sankt Nikolaus' ledsager Père Fouettard, som præsenteres i vores artikel om gavebringerne.

Figuren kommer på tryk med Jan Schenkmans bog, som fremstiller helgenens tjener som en ung page med sort hud, klædt på maurisk vis. Den amerikanske public service-radio NPR bemærker, at han får større betydning i 1850'erne, på den tid hvor *minstrel*-forestillinger med hvide skuespillere sminket sorte bliver populære i USA, og at Nederlandene først afskaffer slaveriet i sine kolonier i 1863. Ifølge samme kilde efterlignede den oprindelige dragt den måde, hvorpå velhavende familier i Amsterdam klædte de sorte børn, som de havde bragt med fra kolonierne som slaver.

Hans forsvarere ser noget helt andet. For dem er Piet sort, fordi han kravler gennem skorstene og bliver dækket af sod, og det har intet med hudfarve at gøre. Andre forklaringer har floreret siden 1900-tallet, som den om en tidligere slave, der blev sat fri af helgenen, og som dukkede op i pressen mellem 1947 og 1954. I 2013 så 92 % af de adspurgte nederlændere i en måling ikke figuren som racistisk, og for mange er han stadig spøgefuglen fra barndomsminderne.

Hvorfor er der debat om Zwarte Piet i Nederlandene?

Kritikken er ikke ny: allerede i 1987 spørger en sketch i *Sesamstraat*, den nederlandske udgave af *Sesame Street*, om figuren kan opfattes som racistisk. Debatten bliver landsdækkende i 2010'erne. I 2011 vækker kunstneren Quinsy Gario landets opmærksomhed ved at demonstrere under helgenens indtog i Dordrecht. Bevægelsen Kick Out Zwarte Piet, ledet blandt andet af aktivisten Jerry Afriyie, fører kampagne hver sæson. Mange sorte nederlændere fortæller, at de er blevet kaldt „Zwarte Piet“ som et skældsord.

I august 2015 offentliggør FN's Komité for afskaffelse af racediskrimination sine bemærkninger om Nederlandene. Komitéen anerkender, at traditionen er værdsat af mange, men påpeger, at figuren nogle gange fremstilles på en måde, der afspejler negative stereotyper, og at mange mennesker af afrikansk afstamning oplever den som et levn fra slaveriet. Den anbefaler at finde „en rimelig balance, for eksempel en anden fremstilling“. Samme tekst udtrykker bekymring over vold mod fredelige demonstranter.

Debatten er nogle gange gået på gaden, med demonstrationer og moddemonstrationer omkring Sinterklaas' indtog, i 2017 nær Dokkum og i 2019 i Haag. For mange arrangører var det endnu en grund til at søge en udgave af festen, som alle familier kan genkende sig selv i.

Roetveegpiet, et kompromis

En løsning har efterhånden vundet frem: roetveegpiet, „Piet med sodstriber“, hvis ansigt blot har nogle sorte striber, som om han lige er kommet ud af en skorsten. Kanalen RTL indfører ham i 2016. Det statslige fjernsyn NTR, der producerer *Sinterklaasjournaal*, har skiftet gradvist siden 2014; i 2019 viser det landsdækkende indtog og programmet kun roetveegpieten. Den 4. juni 2020 erklærer statsminister Mark Rutte i parlamentet, at hans holdning har „ændret sig meget“, at han har mødt mange mennesker, der føler sig diskrimineret, fordi Piet er sort, men at det efter hans mening ikke er statens opgave at påtvinge forandringen. Han taler om en folkekultur, der udvikler sig med tiden under presset fra debatten.

Holdningerne har flyttet sig, uden enighed. Ifølge instituttet Ipsos I&O ønskede 65 % af nederlænderne at beholde en helt sort Zwarte Piet i 2016, 33 % i 2022 og 38 % i november 2024, mens omkring 35 % ønskede, at han forsvandt til fordel for andre Pieten. I 2019 opgav komitéerne i flere byer ifølge NPR Zwarte Piet i deres optog, mens et dusin små kommuner erklærede det modsatte. Uden for Nederlandene erstattede Surinam allerede i 2013 festen den 5. december med en børnedag, og Aruba forbød figuren i 2020.

Hvordan fejrer nederlænderne jul efter Sinterklaas?

Julen, *Kerstmis*, kommer tre uger efter pakjesavond, og den varer to dage. Den 25. december er Eerste Kerstdag, „første juledag“, og den 26. Tweede Kerstdag, „anden juledag“. Begge er helligdage, selv om mange butikker åbner igen den 26. Julemanden på amerikansk vis findes også: han hedder Kerstman, „julemanden“, og sproget skelner tydeligt mellem ham og Sinterklaas. Det breder sig at give gaver til jul, selv om de fleste familier allerede har gjort det den 5. december.

Det mest typiske måltid er gourmetten: hver person steger ved bordet stykker af kød, grøntsager og minipandekager på en varmeplade og i små pander. Man skærer også kerststol ud, et brød med tørret frugt og en lille ø af marcipan midt i hver skive. *Kerstkransjes*, små kransformede småkager, hænges op i juletræet med et bånd. Kl. 13 den 25. holder kong Willem-Alexander sin juletale, der sendes på både statslige og private kanaler.

1. 1087Halvdelen af Sankt Nikolaus' relikvier føres til Bari.
2. 1655Utrecht forbyder Sankt Nikolaus-bagværk fra den 1. til den 8. december.
3. 1850Jan Schenkman udgiver Sint-Nicolaas en zijn knecht.
4. 2001Det første Sinterklaasjournaal i fjernsynet.
5. 2015FN's komité mod racediskrimination udtaler sig om Zwarte Piet.
6. 2019Kun roetveegpieten ved det landsdækkende indtog; Amerigo afløses af Ozosnel.
7. 2020Mark Rutte meddeler, at hans holdning til Zwarte Piet har ændret sig.