Hvordan fejrer man jul i Tyskland? Advent, markeder, Nikolaus og Christkind

Hvem opfandt adventskransen og julekalenderen?

I Tyskland tælles december i søndage. Første søndag i advent tænder man det første lys i Adventskranz, adventskransen, og så ét mere hver søndag frem til jul. Genstanden har en dato og en ophavsmand: Johann Hinrich Wichern, grundlægger og leder af Rauhes Haus i Hamburg-Horn, tændte den første i 1839 under loftet i bedesalen.

Wicherns krans lignede slet ikke nutidens. Den var af træ, omtrent på størrelse med et vognhjul, og havde et lys for hver dag fra første søndag i advent til juleaften. Børnene kunne således se julen komme nærmere, dag for dag. Granris og hvide bånd kom først til fra 1860. Udgaven med fire lys er et kompromis, så kransen kunne være i dagligstuerne.

Også julekalenderen har en familiehistorie. Moren til Gerhard Lang (1881-1974), præstekonen Selma, satte 24 små hohenlohske marengser, *Wiebele*, fast på et stykke pap til sin søn: én at spise hver dag. Som forlægger i München udgiver Lang i 1908, efter flere forsøg, en trykt kalender med titlen *Im Lande des Christkindes*, „I Jesusbarnets land“. Nutidens kalendere med 24 låger er hans arvtagere. Vores egen finder du på siden julekalender.

Hvad sker der den 6. december i Tyskland?

Om aftenen den 5. december stiller tyske børn deres sko eller støvler uden for døren. I løbet af natten fylder Nikolaus dem med nødder, mandariner, chokolade og honningkager. Om morgenen den 6. finder man ofte også en lille figur af gærdej, der i nogle egne kaldes Stutenkerl. Det er sæsonens første gave, uger før jul.

I mange familier kommer Nikolaus også selv, som biskop: en frivillig eller en skuespiller hyret til lejligheden. Han formaner børnene venligt, nogle gange ved at læse op af en Goldenes Buch, en „gylden bog“, hvor årets gode og dårlige gerninger er skrevet ned, og efterlader så en lille gave.

I det nordlige og centrale Tyskland, og mere generelt i de protestantiske egne, følges han af Knecht Ruprecht, en mørk tjener, der truer de ulydige børn, og som nogle gange endda erstatter ham. I Bremen går udklædte børn *Sunnerklauslaufen*: de går fra butik til butik, fremsiger et lille digt på plattysk og beder om slik. Knecht Ruprechts fætre, fra Krampus til Père Fouettard, præsenteres i hvem der kommer med gaverne rundt om i verden, og biskoppen selv i hvem var Sankt Nikolaus.

Hvad er Tysklands ældste julemarked?

Titlen går som regel til Striezelmarkt i Dresden. Det nævnes første gang i 1434 under den saksiske kurfyrste Frederik II som et éndagsmarked på Altmarkt mandagen før jul. Navnet kommer af *Strüzel* eller *Stroczel*, det gamle navn for den kage, der i dag hedder stollen.

Markedet har i dag omkring 240 boder. Her står en 14 meter høj julepyramide fra Erzgebirge, en af de trækarruseller i flere etager, som varmen fra lysene får til at dreje rundt, og Pflaumentoffel, små figurer af svesker, der forestiller skorstensfejere. Navnet betyder ellers „blommedjævel“.

Det andet store navn er Christkindlesmarkt i Nürnberg, belagt siden 1628. Hvert år åbner det, når byens Christkind, der vælges hvert andet år, fremsiger sin prolog fra galleriet på Frauenkirche. Markederne i Nürnberg og Dresden tiltrækker hver omkring to millioner besøgende om året. Vi fortæller om valget af Christkind i hvem der kommer med gaverne rundt om i verden.

Markederne ligner hinanden fra by til by: træboder, gløgg, Lebkuchen, pynt af glas og træ. På den anden side af Rhinen har Strasbourg holdt fast i samme tradition siden 1570, som vores artikel om jul i Frankrig fortæller.

Hvad spiser man til jul i Tyskland: stollen og Lebkuchen?

Stollen fra Dresden, tidligere kaldet Striezel, optræder i et officielt dokument allerede i 1474. Smørret var længe et problem. I 1490 sender pave Innocens VIII den saksiske kurfyrstes efterfølger et brev, der er blevet berømt som *Butterbrief*, „smørbrevet“: det tillader smør for fyrsten og hans hus, og for andre på betingelse af, at de betaler et årligt bidrag til domkirken i Freiberg.

Kong August II den Stærke gav stollen dens store øjeblik. I 1730 bestiller han hos bagerlauget i Dresden en kæmpestollen til omkring 24.000 gæster. Byen genopfører scenen hvert år med Stollenfest: en kage på tre til fire ton køres i optog til markedet, hvor den skæres ud med en kniv på 1,60 meter, en kopi af den fra 1730, som er gået tabt. Ægte Dresdner Stollen bærer et segl med August den Stærkes portræt og laves kun af 110 bagerier i byen.

Lebkuchen er sæsonens anden søjle. Honningkagebagere nævnes i Ulm allerede i 1296 og i Nürnberg i 1395, og i Nürnberg måtte kun laugets medlemmer bage dem. Siden 1996 har Nürnberger Lebkuchen været en beskyttet betegnelse: den skal fremstilles inden for byens grænser. Den fineste kvalitet, Elisenlebkuchen, indeholder under 10 % hvedemel og mindst 25 % nødder og mandler, på en tynd bund af usyret brød, *Oblate*.

Hvem kommer med gaverne i Tyskland: Weihnachtsmann eller Christkind?

Det afhænger af egnen. I det nordlige, centrale og østlige Tyskland er det Weihnachtsmann, „julemanden“, en julemand med hvidt skæg, der blev populær i 1800-tallet med sangen *Morgen kommt der Weihnachtsmann*. I Sydtyskland, Østrig og Schweiz er det Christkind, Jesusbarnet, en englefigur i hvid kjole med krøllet hår. Oprindelsen af begge navne gennemgås i julemandens navne rundt om i verden.

Det store øjeblik er Heiligabend, aftenen den 24. december. Juletræet bliver ofte stillet op og pyntet samme eftermiddag, og det bliver stående til januar: rigtige juletræer sættes ud til afhentning efter den anden uge af måneden. Børnene venter uden for stuen, indtil en klokke ringer: den melder, at gavebringeren lige er taget af sted igen. Så ser de det tændte træ og pakkerne. Øjeblikket hedder Bescherung.

Måltidet den 24. er ofte enkelt. I meningsmålinger nævner tyskerne pølser med kartoffelsalat øverst, foran karpe, fondue eller raclette. Festmåltidet kommer dagen efter, med gåse- eller andesteg. Den 25. og 26. december er helligdage, og den anden hedder *Zweiter Weihnachtstag*, men den 24. er det ikke.

Hvor kommer O Tannenbaum og julekugler af glas fra?

*O Tannenbaum* var ikke en julesang. Oprindeligt er det en folkevise, hvor det altid grønne grantræ står for troskab. En af melodierne citeres allerede i 1605 i et musikalsk potpourri, *Nun fanget an*. I 1820 udgiver August Zarnack en version, hvor en forelsket klager over sin kærestes utroskab. I 1824 udgiver Ernst Anschütz, lærer og organist i Leipzig, den kendte version i en sangbog til skolebrug. Selv da taler teksten ikke direkte om et juletræ: det er brugen, der har knyttet den til højtiden.

Julekuglerne af glas kommer fra Thüringen. Ifølge Deutsches Historisches Museum blev juletræspynt af mundblæst glas fremstillet fra omkring 1850 i Lauscha og nabolandsbyerne. De første kugler blev forsølvet indvendigt med smeltet bly for at kaste lyset fra stearinlysene tilbage. I 1860'erne og 1870'erne erstattede sølvnitrat efterhånden blyet.

Én pyntegenstand er til gengæld slet ikke tysk: juleagurken. I USA fortæller man, at tyske familier gemmer en glasagurk i juletræet, og at det barn, der finder den, får en ekstra gave. Ifølge en YouGov-måling omtalt af *New York Times* havde 91 % af de 2.057 adspurgte tyskere aldrig hørt om denne „tradition“.