Befana, Christkind, de hellige tre konger: hvem kommer med julegaverne rundt om i verden?

Hvem kommer med gaverne, og hvornår?

Gavesæsonen varer over en måned, og hvert land har sin bid af den. Datoen afhænger næsten altid af figuren: en helgen kommer på sin festdag, Jesusbarnet juleaften, de hellige tre konger ved helligtrekonger. Her er kalenderen, fra den første gæst til den sidste.

1. 5. dec.Sinterklaas i Nederlandene (pakjesavond); Krampus er på færde aftenen før Sankt Nikolaus' dag i Østrig og Bayern.
2. 6. dec.Sankt Nikolaus i Lorraine, i det østlige Frankrig og i Belgien, fulgt af Père Fouettard.
3. 8. dec.I Catalonien begynder man at fodre Tió de Nadal.
4. 12. dec.På Island kommer den første af de tretten Jólasveinar, Stekkjastaur, til byen.
5. 24. dec.Christkind i Sydtyskland og Østrig, Olentzero i Baskerlandet, Tió i Catalonien.
6. 25. dec.Père Noël, Santa Claus, Father Christmas i den engelsktalende verden og i Frankrig.
7. 1. jan.Ded Moroz i Rusland til nytår, Άγιος Βασίλης i Grækenland.
8. 6. jan.Befana i Italien, de hellige tre konger i Spanien, Mexico og store dele af Latinamerika.

Gæsterne har nogle gange kæmpet om pladsen. I Frankrig stammer den mest berømte episode fra den 23. december 1951: på pladsen foran Saint-Bénigne-katedralen i Dijon brænder gejstligheden en julemandsfigur foran 250 børn og forklarer, at julen skal forblive „festen for Frelserens fødsel“. Etnologen Claude Lévi-Strauss skriver året efter et essay om det, *Le Père Noël supplicié*.

Sankt Nikolaus, Père Fouettard, Krampus: hvem belønner, og hvem straffer?

I Lorraine har Sankt Nikolaus været regionens skytshelgen siden 1477. Hans mest kendte legende fortæller, at han vakte tre børn til live, som en slagter havde dræbt. Den 6. december kommer han traditionelt med en appelsin og honningkage formet som ham selv, og børnene lader sukker og en gulerod stå til hans æsel. I Nancy går det store Sankt Nikolaus-optog fra Place Carnot til Place Stanislas, og basilikaen i Saint-Nicolas-de-Port, få kilometer væk, minder om, hvor gammel dyrkelsen af ham er i regionen.

Bag ham går Père Fouettard, pisker-faderen. Han har ingen egen legende, der er lige så gammel som helgenens: ifølge Le Routard er han „en ren opfindelse, der skulle skræmme ulydige børn“. I Nederlandene følges Sinterklaas af Zwarte Piet, i det tysktalende Schweiz rejser Samichlaus med et æsel og en ledsager ved navn Schmutzli, og i Tyskland møder man Knecht Ruprecht.

Den mest spektakulære af disse hjælpere er østrigsk og bayersk. Krampus har horn, mørk pels og hugtænder, halvt buk og halvt dæmon, og han pisker uartige børn med birkeris. Navnet skulle komme af det tyske *Krampen*, kloen. Han er på færde aftenen før Sankt Nikolaus' dag, *Krampusnacht*. Den katolske kirke forbød de larmende fester i hans navn, og under Anden Verdenskrig fordømte de europæiske fascister ham som en socialdemokratisk opfindelse.

Intet hjalp. I dag løber grupper af mænd udklædt som djævle gennem gaderne i Østrig, Tyskland, Ungarn, Slovenien og Tjekkiet og jagter de forbipasserende. Historikeren Peter Jelavich fra Johns Hopkins-universitetet ser ham som en hedensk figur, der er podet på julen. Festen er endda krydset over Atlanten: byen Ypsilanti i Michigan holder et årligt Krampus-bal.

Hvem er Christkind, Jesusbarnet der kommer med gaverne?

Christkind, „Kristusbarnet“, kommer med gaverne den 24. december om aftenen i store dele af Sydtyskland, i Østrig og i det tysktalende Schweiz. Trods navnet bliver det sjældent vist som et spædbarn: folkeskikken har gjort det til en englelignende figur med lyse krøller, hvid kjole og gylden glorie, ofte spillet af en ung pige.

Dets oprindelse er omstridt. Det opstod i de protestantiske egne som et alternativ til Sankt Nikolaus, fordi reformationen afviste helgendyrkelsen. Nogle gør Martin Luther til opfinderen, en påstand som Hamborg Universitet anser for ubevist. Man ved til gengæld, at Luther-familiens gaver fra 1531 allerede var knyttet til „den hellige Kristus“. Historiens ironi: de katolske egne tog Christkind til sig i begyndelsen af 1800-tallet, blandt andet i Bayern og Rhinlandet.

Det mest berømte Christkind er Nürnbergs. Siden 1969 har byen valgt det hvert andet år: kandidaterne skal være mellem 16 og 19 år på valgdagen. Fredagen før første søndag i advent åbner Christkind, kronet, krøllet og klædt i guld, Christkindlesmarkt fra galleriet på Frauenkirche ved at fremsige en prolog skrevet i 1948 af Friedrich Bröger. I december har det over hundrede aftaler. For 2025 og 2026 hedder det Nora Falk.

Hvem er Befana, den italienske heks den 6. januar?

I Italien tilhører natten mellem den 5. og 6. januar Befana. Navnet er en folkelig forvanskning af *Epifania*, helligtrekonger. Ordbogen Treccani beskriver hende som en meget grim, men godgørende gammel kone, der om natten kommer ned gennem skorstenen og fylder artige børns strømper med gaver og slik. Uartige børn får klumper af kul. I dag er det kul ofte sværtet sukker, der sælges hos konditoren.

Den mest udbredte kristne legende sætter hende på de hellige tre kongers vej. De vise mænd spørger hende om vejen til Jesusbarnet og inviterer hende med; hun siger nej, for travl med sit husarbejde. Hun ombestemmer sig, drager af sted for at finde dem og finder dem aldrig. Siden da flyver hun på sin kost, og mange siger, at hun fejer gulvet, før hun tager videre.

Figuren er ældre end denne fortælling. Enciclopedia Italiana fra 1930 knytter Befana til førkristne magiske traditioner og beskriver bål, der blev tændt helligtrekongersnat. I den toscanske del af Romagna kørte man hendes figur på en vogn til landsbyens torv og brændte den. Den lille by Urbania i Marche regnes for hendes officielle bopæl og holder hvert år mellem den 2. og 6. januar en fest, der tiltrækker 30.000 til 50.000 mennesker.

Hvorfor får spaniere og mexicanere deres gaver den 6. januar?

I den spansktalende verden er de store gavegivere Reyes Magos, de hellige tre konger. Helligtrekonger den 6. januar mindes deres besøg hos Jesusbarnet, og det er om morgenen den dag, børnene finder deres gaver. I Mexico skriver mange først et brev til kongerne, nogle binder det til en heliumballon, og aftenen før stiller man ofte en sko ved døren.

Om aftenen den 5. januar drager kongerne i optog gennem gaderne. Optoget i Alcoy nær Alicante har fundet sted siden 1885 og er et af de ældste i Spanien. Det er klassificeret som fest af national turistmæssig interesse. De kongelige pager klatrer op ad lange træstiger for at aflevere gaverne direkte på altaner og i vinduer, og æsler, *burretes*, bærer postkasserne, hvor børnene lægger deres ønsker.

Den 6. januar slutter med en kransekage. I Spanien gemmer *roscón* en lille figur, der ofte forestiller en af kongerne. I Mexico gemmer *rosca de Reyes* et lille Jesusbarn: den, der finder det, skal bære det til kirken eller holde familiefest den 2. februar, kyndelmisse. Helligtrekongersfesten forlænger således julen med en hel måned.

Ded Moroz og Snegurotjka: nytårets gaver

I Rusland og flere lande i det tidligere Sovjetunionen gives gaverne til nytår. De kommer fra Дед Мороз (Ded Moroz), „Bedstefar Frost“. Sovjetmagten bekæmpede ham først: i 1928 bliver han erklæret for „præstens og kulakkens forbundsfælle“. I 1935, da nytårsfesterne igen bliver tilladt, vender han tilbage, og hans officielle bopæl fastlægges i 1998 til Velikij Ustjug i Vologda oblast.

Han rejser aldrig alene. Снегурочка (Snegurotjka), Snepigen, klædt i en lang sølvblå kjole og en pelshue eller en kokosjnik formet som et snefnug, hjælper ham med at dele pakkerne ud. Hun stammer fra et eventyr, som dramatikeren Aleksandr Ostrovskij satte op på teatret i 1873 med scenemusik af Tjajkovskij, og som Rimskij-Korsakov siden gjorde til opera. Siden den sovjetiske genoplivning af nytåret i midten af 1930'erne er hun blevet præsenteret som hans barnebarn.

Grækenland har også sin nytårsgæst, Άγιος Βασίλης, Sankt Basilius, biskop af Cæsarea i 300-tallet, hvis festdag falder den 1. januar. Den aften deler familierne *vasilopita*, en kage, hvori man lægger en mønt før bagningen: den, der finder den, får held hele året.

Tió de Nadal og Olentzero: gaverne i Catalonien og Baskerlandet

I Catalonien kommer gaverne ud af en træstamme. Tió de Nadal er en stor, ofte knastet stamme, som man stiller ind i huset nogle dage før jul. Fra den 8. december, Marias ubesmittede undfangelse, fodrer børnene den hver dag, tidligere med brød, majs, johannesbrød eller savsmuld, og dækker den med et lille tæppe, så den ikke fryser. Juleaften slår de på den med kæppe, mens de synger en remse, og løfter så tæppet: Tió har „lavet“ slik og gaver. Har de ikke været artige, kan den nøjes med at efterlade kul.

Oprindeligt var Tió den brændeknude, man brændte i ildstedet julenat, i Catalonien som på Mallorca. Skikken er gået lidt tilbage i byerne, men den lever stadig og blomstrer op igen i mange kommuner, og Barcelona by præsenterer den fortsat blandt sine juletraditioner.

I Baskerlandet hedder gæsten den 24. december Olentzero. Han er kulbrænder: ifølge legenden arbejdede han i bjergene, da han hørte om Kristi fødsel, og han gik ned for at bringe nyheden. Også han var først en julebrændeknude, hvis aske man strøede foran huset for at beskytte det. I 1900-tallet begyndte han at komme med gaver til børnene. Den 24. om aftenen går kor gennem gaderne og synger hans historie, og han ledsages af Mari Domingi, en figur for naturen og vintersolhverv.

Joulupukki og Jólasveinar: gæsterne fra det høje nord

I Finland er Joulupukki, „julebukken“, arvtager efter en skik, hvor en mand klædt ud som buk gik rundt i husene og fik resterne af festmåltidet. Figuren har mistet sine horn og fået hvidt skæg, men den har beholdt navnet, og siden et finsk radioprogram i 1927 siges han at bo på Korvatunturi i Lapland. Længere mod syd, i Norge, Danmark og Sverige, er gårdnissen, *nisse* eller *tomte*, blevet gavebringer. Traditionelt sætter man en skål grød med en klat smør frem til ham, eller risengrød i Norge.

Island har valgt mængden. Jólasveinar, de tretten julesvende, kommer én ad gangen, én nat hver, fra den 12. til den 24. december. Deres navne fortæller om deres uvaner: Stekkjastaur, „fårefoldens tølper“, går forrest, så kommer Þvörusleikir skeslikkeren, Hurðaskellir dørsmækkeren, Skyrgámur skyrslugeren, Gluggagægir vinduesluren og til sidst Kertasníkir, „lysetiggeren“, den 24. Fra den 11. til den 24. december sætter børnene en sko i vindueskarmen: den fyldes med en lille gave, eller med en kartoffel, hvis de har lavet ballade. Sæsonen slutter den 6. januar med Þrettándinn.

Jólasveinar har en familie, man helst skal holde sig fra. De tretten brødre skulle bo i bjergene med deres mor, Grýla, en frygtindgydende troldkvinde, og hendes mand, Leppalúði, en stor klodsmajor. Julekatten, kæmpestor og med lysende øjne, lurer i bjergene julenat og jager dem, der ikke har fået nyt tøj. Selve julesvendene er så omgængelige, at de viser sig på Islands Nationalmuseum i Reykjavik: i december 2025 kom de forbi én ad gangen, hver dag fra den 12. til den 24., i børne- og familiesalen.