Sådan fortæller du dit barn sandheden om julemanden uden at slukke magien

Hvornår skal man fortælle sit barn sandheden om julemanden?

Forskningen har ikke fastsat nogen alder. Gennemsnitsalderen for, hvornår troen ophører, ligger omkring 8 år i nyere undersøgelser, men med store udsving. Candice Mills, psykolog ved University of Texas at Dallas, råder forældre til at „følge barnet“, når det nærmer sig den alder, hvor skepsissen melder sig, i stedet for at fastsætte en dato på forhånd.

Forældrene er selv delte. Blandt de 39 forældre, som Karl Rosengrens hold spurgte i 2012, mente 46 %, at barnet selv skulle opdage sandheden, 39 %, at det var forældrenes opgave at fortælle den, og 13 %, at man skulle gøre begge dele sammen. De ti forældre, der havde planlagt en alder for, hvornår de ville holde op med at holde myten i live, nævnte i gennemsnit 7,3 år, med et spænd fra 5 til 10 år.

Det vigtigste er ifølge Mills og Goldsteins undersøgelse, der blev offentliggjort i Developmental Psychology, at undgå tre omstændigheder. De voksne, der kun havde et negativt minde om opdagelsen, havde fået sandheden at vide senere end de andre, på en brutal måde og fra en tredjepart frem for selv at regne den ud. En gradvis afsløring i en alder tæt på gennemsnittet, der kommer fra dig eller fra barnets egen tankegang, opfylder alle de gode betingelser.

Hvad svarer du, når dit barn spørger: „Findes julemanden?“

Dit første svar kan være et spørgsmål. Det er forskernes mest gennemgående råd: spørg barnet, hvad det selv tror, eller nævn, hvad „nogle mennesker“ tror. På den måde finder du ud af, om barnet søger at blive beroliget eller vil have sandheden, og du giver det tid til selv at drage sine konklusioner.

Dilemmaet er virkeligt for mange familier. I University of Exeters undersøgelse fra 2018 sagde 31 % af forældrene, at de havde benægtet, at julemanden ikke fandtes, da deres barn spurgte direkte, og 40 % havde ikke gjort det. Mills foreslår, at du først spørger dig selv, hvad dit mål er: vil du have, at barnet tror på det så længe som muligt, koste hvad det vil?

• „Hvad tænker du selv?“ lader barnet fremlægge sin tankegang.
• „Hvad får dig til at spørge?“ afslører, om barnet har hørt noget i skolen.
• „Nogle mennesker tror, at… andre tror, at…“ åbner døren uden at skubbe den op.
• „Vil du virkelig gerne vide det?“ giver barnet det sidste ord i øjeblikket.

Hvis svaret er „ja, jeg vil gerne vide det“, så sig det ligeud, uden omsvøb og uden lang tale. Et barn, der stiller det samme direkte spørgsmål to gange og ser dig i øjnene, har ofte allerede forstået det. Det tjekker først og fremmest, om det kan regne med, at du siger sandheden.

Hvad du kan sige efter dit barns alder

Sætningerne herunder stammer ikke fra en undersøgelse: det er eksempler, du kan tilpasse, bygget på forskningens pejlemærker (følg barnet, undgå det brutale, anerkend barnets tankegang). Mills minder om, at nogle børn tager det mere tungt end andre at have følt sig snydt. Du kender dit eget barn bedre end nogen.

Omkring 6 eller 7 år: svar uden at afgøre sagen

I den alder stiller mange børn spørgsmålet uden egentlig at ville have et endegyldigt svar. Du kan sige: „Det er et rigtig godt spørgsmål. Hvad tror du selv?“ Og derefter: „Nogle af børnene i din klasse tror ikke på det, andre gør. Julemanden er en historie, som mange familier holder af at fortælle.“ Hvis dit barn går beroliget videre og tænker på noget andet, har det givet dig sit svar.

Omkring 8 eller 9 år: hyld detektiven

Det er alderen for udregninger og spor. Anerkend fremgangsmåden: „Har du lagt mærke til, at håndskriften på mærkesedlen ligner min? Du har hovedet på en rigtig detektiv.“ Og hvis barnet bliver ved: „Ja, det er forældrene, der lægger gaverne. Julemanden er julens ånd, og de store holder den i live for de små.“ I Mills’ undersøgelse sagde nogle børn, at de var stolte over selv at have fundet ud af det. Giv dit barn den stolthed.

Fra 10 år: tal som ligemænd

Et ældre barn har brug for at få anerkendt, at det ved det, nogle gange har vidst det længe. Du kan sige: „Jeg tror, du har forstået det i et stykke tid. Tak, fordi du spillede med, det var generøst af dig.“ Forklar også, hvorfor du gjorde det: „Vi ville gerne have, at du skulle opleve den samme magi, som vi gjorde i din alder.“ De voksne i Mills og Goldsteins undersøgelse, der havde fået det at vide sent og brutalt, havde de dårligste minder: ærlighed om dine grunde tager brodden af den risiko.

Sådan bevarer du magien: optag dit barn på julemandens hold

Mange familier gør afsløringen til en forfremmelse. Barnet lærer ikke bare, at julemanden ikke kommer ned gennem skorstenen: det lærer, at det nu skifter side og kommer over til dem, der skaber magien. Allerede i 1952 bemærkede etnologen Claude Lévi-Strauss i sit essay „Le Père Noël supplicié“, at de voksne ikke tror på julemanden, men opmuntrer børnene til at tro på ham. At slutte sig til de voksne i den rolle har noget af et overgangsritual over sig.

Idéen holder af en enkel grund: de fleste holder fast i traditionen, når de først kender sandheden. Hos Mills og Goldstein ville mellem 87 % og 95 % af de voksne fejre julemanden med deres egne børn, eller gjorde det allerede. Dit barn mister ikke julen, det får bare en ny plads i den.

• Vælg sammen med barnet en anonym gave til et familiemedlem eller til en legetøjsindsamling, uden nogensinde at sige, at den kommer fra barnet.
• Giv barnet en „nisseopgave“: fyld julesokkerne, gem gaverne, gnav i guleroden, der er stillet frem til rensdyrene.
• Hjælp barnet med at skrive et svar fra julemanden til en lille fætter eller kusine, eller med at hjælpe en mindre på vores side brev til julemanden.
• Vis barnet kulisserne: vores sider om nisserne og Santa Tracker bliver værktøjer, det bruger for andres skyld.

Hvad gør man med de yngre søskende?

Det er ofte forældrenes egentlige bekymring: at den store afslører det for den lille. Tallene er ret beroligende, når det gælder børns evne til at holde på en hemmelighed. I Exeter-undersøgelsen fortæller 65 % af de adspurgte, at de blev ved med at spille med, selv om de allerede kendte sandheden. Et ældre barn, der kan tie for sin egen skyld, kan også gøre det for en andens.

Det mest effektive er at give den store en tydelig rolle frem for et simpelt forbud. „Du er med på holdet nu, og din lillebror regner med dig“ virker bedre end „Du må endelig ikke sige noget“. Forbered sammen med barnet, hvad det kan sige, hvis den lille spørger: „Spørg far og mor“ er en ærlig udvej, der ikke svigter nogen.

Hvad gør man med Elf on the Shelf, når barnet ved det?

Nissen på hylden stammer fra en amerikansk billedbog, som Carol Aebersold og hendes datter Chanda Bell selv udgav i 2005, „The Elf on the Shelf“. Princippet: en nisse sendt af julemanden holder øje med børnene i adventstiden, flyver hver nat til Nordpolen for at aflægge rapport og må aldrig røres, for så mister den sin magi. Juleaften rejser den igen.

Konceptet har sine kritikere. I 2014 mente forskeren Laura Pinto, at det vænner børn til tanken om, at det er normalt at blive overvåget. Andre, som psykologen Judith Tellerman, ser det tværtimod som en simpel visuel påmindelse om at opføre sig pænt. Når dit barn opdager sandheden om julemanden, melder spørgsmålet sig straks: hvem flyttede nissen hver nat?

• Overlad den til den store: det er nu barnet, der flytter den hver aften for den yngste, en første opgave på julemandens hold.
• Behold den som familiepynt uden rollen som opsynsmand, stillet samme sted hele december.
• Giv den en „pension“: et sidste brev fra nissen, der takker barnet og fortæller, at den nu rejser hjem til Nordpolen for altid.

Hvis nissen mest blev brugt til at få barnet til at være artigt, er afsløringen en anledning til at skifte greb. Tal direkte med dit barn om, hvad du forventer, uden mellemmand. Vores detektor for snille børn er stadig en leg, man deler, ikke et kontrolredskab.

Og hvis dit barn bliver ked af det eller vredt?

Forbered dig på muligheden uden at frygte den. Omkring en tredjedel af børnene og halvdelen af de voksne, som Mills og Goldstein spurgte, huskede mindst én negativ følelse i forbindelse med opdagelsen. I Exeter-undersøgelsen havde 15 % af de adspurgte følt sig svigtet af deres forældre, og 10 % var blevet vrede.

Følelserne går som regel hurtigt over. Under en tredjedel af deltagerne hos Mills og Goldstein beskrev et ubehag, der varede mere end to uger, og undersøgelsen finder ikke noget „drastisk tab af tillid“ til forældrene. I 1994 beskrev Anderson og Prentices 52 børn fra Texas endda ret positive reaktioner, mens deres forældre var triste. Det er muligt, at du tager øjeblikket tungere end dit barn.

• Tag imod følelsen uden at rette på den: „Du er skuffet, det forstår jeg. Jeg var også ked af det, da jeg fandt ud af det.“
• Forklar hensigten: „Vi ville ikke snyde dig, vi ville give dig noget glædeligt.“
• Berolig om fremtiden: gaverne, julesokkerne, julemaden og traditionerne bliver.
• Giv det tid: tag emnet op igen en dag eller to senere, når barnet har fordøjet det.