Er det godt for børn at tro på julemanden? Det siger psykologerne faktisk

Hvad kan forskningen sige om julemanden?

Lad os begynde med en ærlig begrænsning: ingen undersøgelse har i tyve år fulgt børn, der har troet på julemanden, og andre, der aldrig har gjort det, for at sammenligne deres helbred, deres succes eller deres tillid til forældrene. Et sådant forsøg ville i øvrigt være næsten umuligt at gennemføre, for man trækker ikke lod om en families traditioner.

Det, forskerne har undersøgt, er dele af problemet. Hvordan skelner børn på 4 til 8 år mellem det virkelige og det forestillede? Hjælper rollelege dem til at tænke? Er fantasivenner et tegn på isolation? Og hvad føler de, når de opdager sandheden? På det sidste punkt fandt Candice Mills og Thalia Goldsteins undersøgelse fra 2023 intet „drastisk tab af tillid“ til forældrene.

Julemanden befinder sig i krydsfeltet af alt dette. Han er en historie fortalt af voksne, barnet stoler på, understøttet af håndgribelige beviser (det tomme mælkeglas, gaverne under juletræet), og som barnet næsten altid selv ender med at pille fra hinanden, i gennemsnit omkring 8-årsalderen. Hver del af forskningen belyser en del af den oplevelse.

Udvikler troen på julemanden fantasien?

Det er det mest udbredte argument, og det fortjener at blive set nærmere efter. I 2013 gennemgik Angeline Lillard og fem kolleger fra University of Virginia i tidsskriftet Psychological Bulletin snesevis af undersøgelser af rollelege. Deres konklusion overrasker: de eksisterende data „understøtter ikke stærke årsagspåstande“ om legens unikke betydning for udviklingen, og der er brug for mere og bedre forskning.

Forfatterne siger ikke, at fantasileg er nytteløs. De skelner mellem tre hypoteser: rollelegen er uundværlig, eller den er én vej blandt andre til de samme fremskridt, eller den ledsager udviklingen uden at fremkalde den. For tankegangens vedkommende er den anden hypotese „klart understøttet“: at lade som om hjælper, men andre aktiviteter hjælper også.

Et seriøst spor: „hvad nu hvis…“

I 2012 viste Daphna Buchsbaum og Alison Gopnik ved University of California, Berkeley, 52 børn på 3 og 4 år en „fødselsdagsmaskine“, der spillede „Happy Birthday“, når man lagde en genstand kaldet en „zando“ på den. De børn, der i en rolleleg med en simpel æske og to klodser overholdt maskinens regel, svarede også bedre på spørgsmål som „Hvad nu hvis det ikke var en zando?“. Sammenhængen holdt, også når man tog højde for alder og eksekutive funktioner.

I 2016 fordelte Rachel Thibodeau og hendes kolleger tilfældigt børn på 3 til 5 år mellem en styret fantasileg (for eksempel en rejse til Månen), en leg uden fantasi (sange, en bold der sendes rundt) og den almindelige undervisning, 15 minutter om dagen i fem uger. Fantasigruppen gik frem i arbejdshukommelse sammenlignet med gruppen med leg uden fantasi, men ikke tydeligt sammenlignet med den almindelige undervisning, og der skete intet med hæmningskontrollen.

Gør troen på julemanden børn godtroende?

I 1995 hævdede biologen Richard Dawkins i et essay, at børn af natur er godtroende, parate til at tro på stort set hvad som helst, og at den godtroenhed endda havde en fordel i evolutionen. Jacqueline Woolley, professor i psykologi ved University of Texas at Austin, har brugt en god del af sin karriere på at efterprøve den idé. Hendes resultater modsiger den.

I hendes laboratorium hørte børn om usandsynlige dyr. De troede mere på dem, når det var en dyrepasser, der sagde, at dyret fandtes, end når en kok sagde det. Allerede fra 4-årsalderen vurderede de et opfundet dyr, en „surnit“, som mere virkeligt, når det blev præsenteret i en videnskabelig sammenhæng frem for i et eventyr. Børn vejer altså, hvem der taler, og i hvilken ramme.

Når det gælder julemanden, peger alle signaler i samme retning. De voksne, barnet stoler mest på, siger det, fjernsynet bekræfter det, og om morgenen den 25. december er mælkeglasset tomt og småkagerne halvt spist. Woolley oplyser, at 83 % af de 5-årige i hendes undersøgelser mener, at julemanden er virkelig. Med så mange beviser, skriver hun, ville det være vantroen, der var irrationel.

Den samme logik forklarer, hvorfor troen ophører. I 2009 viste Ansley Tullos og Woolley, at 6-årige kan bruge spor til at vurdere, om et ukendt dyr er virkeligt, og behandle manglen på spor som usikkerhed, hvad 4-årige endnu ikke gør pålideligt. Det barn, der til sidst regner ud, hvor mange skorstene der skal besøges på én nat, bruger præcis det redskab, det har slebet ved at tro.

Er et barn, der stadig tror på julemanden, for drømmende?

Mange forældre frygter, at et barn på 8 eller 9 år, der stadig tror, „lever i sin egen boble“. Forskningen i fantasivenner opfordrer til at se det i et andet lys. I 2004 fulgte Marjorie Taylor (University of Oregon) og Stephanie Carlson (University of Washington) 100 børn, som de mødte som 3- eller 4-årige og så igen tre år senere. Som 7-årige havde 65 % haft en fantasiven på et eller andet tidspunkt.

Fantasivennerne var ikke forbeholdt de helt små: 31 % af børnene i skolealderen legede med en på tidspunktet for undersøgelsen mod 28 % i førskolealderen. Næsten 27 % beskrev en ven, som deres forældre intet kendte til. Carlson opsummerede: at have en fantasiven er normalt for skolebørn, og det findes hos alle personlighedstyper.

Undersøgelsen fandt endda det modsatte af det, man frygter. De børn, der næsten aldrig satte sig i en anden figurs sted, scorede lavere i forståelsen af andres følelser. Fantasilegen gør det ifølge Carlson muligt at øve sig i sociale situationer, for eksempel konflikter, uden stor risiko.

Lyver man for sit barn, når man lader det tro på julemanden?

Det er kernen i den etiske debat. I november 2016 udgiver psykologen Christopher Boyle (University of Exeter) og forskeren Kathy McKay (University of New England i Australien) et kort essay i The Lancet Psychiatry med titlen „A wonderful lie“, en vidunderlig løgn. Deres argument: alle børn vil til sidst opdage, at de er blevet løjet for i årevis, og kunne komme til at spørge sig selv, hvad de voksnes andre ord er værd.

Der er tale om et debatindlæg, ikke en undersøgelse, og de to forfattere indrømmer, at det nogle gange kan være berettiget at lyve for et barn, for eksempel for at trøste det over et dyrs død. Woolley svarer dem, at ingen data viser, at troen og siden opdagelsen svækker tilliden til forældrene i nævneværdig grad. De undersøgelser, der er lavet siden, og som vi gennemgår i vores artikel om hvornår troen ophører, peger snarere i hendes retning.

Man kan også se det på en anden måde. I 1952 bemærkede Claude Lévi-Strauss i „Le Père Noël supplicié“, at de voksne ikke tror på julemanden, men opmuntrer børnene til at tro på ham, og han så det snarere som en slags fælles ritual end som et almindeligt bedrag. Mange familier oplever det sådan: en leg, hvis kulisser barnet en dag opdager, og som det ofte bliver ved med at være med i.

Skal man bruge julemanden til at få barnet til at være artigt?

„Hvis du ikke er artig, kommer julemanden ikke.“ Sætningen er så gammel, at den findes i sangene, fra „Santa Claus Is Comin’ to Town“ i 1934 til Père Fouettard, der følger Sankt Nikolaus i Lorraine. Alligevel har ingen eksperimentel undersøgelse målt, om truslen faktisk gør børn mere artige, eller hvor længe.

Forældrene selv fremhæver ikke det argument. I den undersøgelse, Karl Rosengrens hold offentliggjorde i 2025 blandt 486 amerikanske forældre, var de hyppigste grunde til at opmuntre troen på julemanden, at den er „en normal del af barndommen“, og at den er sjov. „Prosocial adfærd“ kom først langt efter og blev nævnt af omkring 12 % af de adspurgte forældre.

Boyle og McKay bemærkede for deres del, at et kontor på Nordpolen, der sorterer børn i artige og uartige, har noget ubehageligt over sig set med voksne øjne. Den kritik rammer først og fremmest brugen af julemanden som opsynsmand. Den samme debat omgiver Elf on the Shelf, som vi har skrevet en guide til forældre om.

• Hold listen over artige børn til legen, uden at gøre den til en daglig trussel i december.
• Tal direkte med dit barn om, hvad du forventer, uden at gå gennem en magisk mellemmand.
• Brug vores detektor for snille børn som et øjeblik med fælles latter, ikke som en dom.

Og de familier, der ikke holder jul med julemanden?

De findes, og de har deres grunde. I Rosengren-holdets undersøgelse fra 2025 opmuntrede 85 % af forældrene troen på julemanden. Blandt dem, der ikke gjorde det, var de hyppigste grunde, at de ikke ville lyve, dernæst religion og dernæst tanken om, at man ikke skal fremme ting, der ikke er virkelige. En forælder, som samme hold spurgte, sagde det ganske enkelt: „Vi vil ikke lyve for hende.“

Den religiøse begrundelse har en lang historie i Frankrig. Den 23. december 1951 blev en julemandsfigur brændt på pladsen foran katedralen Saint-Bénigne i Dijon, mens børn så på: en del af gejstligheden beskyldte ham for at gøre julen hedensk. Det var den episode, Lévi-Strauss analyserede året efter.

Intet i forskningen gør det muligt at sige, at et barn, der vokser op uden julemanden, får mindre fantasi. Lillards gennemgang minder om, at rollelege kun er én vej blandt andre, og disse familier har andre: eventyr, udklædning, Sankt Nikolaus den 6. december, julekrybbe og krybbefigurer. Det ømme punkt ligger et andet sted, nemlig i skolen.

Hvordan holder man julemanden i live på en sund måde?

Hvis forskningen ikke afgør, om man bør, kaster den meget lys over, hvordan man gør. Mills og Goldsteins undersøgelse fandt, at forældre, der promoverede myten meget kraftigt, hang sammen med flere negative følelser ved opdagelsen. Troen opleves bedre, når barnet bevarer kontrollen over sin egen tankegang.

• Lad spørgsmålene stå åbne: „Hvad tænker du selv?“ respekterer den spirende detektiv, sådan som Woolleys forskning viser.
• Undgå at overgå dig selv med falske beviser: støvlespor i soden, falske opkald og stadig mere udførlige iscenesættelser, når barnet tvivler.
• Sats på det, der stadig er sandt efter opdagelsen: skriv et brev til julemanden, følg hans rute med vores Santa Tracker, åbn hver morgen julekalenderen.
• Hold julemanden på gavmildhedens side frem for overvågningens.
• Forbered det næste skridt: vores guide sådan fortæller du sandheden om julemanden foreslår sætninger efter alder.

Når spørgsmålet til sidst kommer, er arbejdet allerede gjort. Et barn, der er blevet opfordret til at tænke og ikke til at adlyde, opdager sandheden som en løst gåde. Mellem 87 % og 95 % af de voksne, Mills og Goldstein spurgte, ville i øvrigt give traditionen videre til deres egne børn: for de flestes vedkommende er mindet forblevet godt.