Hvornår holder børn op med at tro på julemanden? Det siger undersøgelserne faktisk

Hvornår holder børn op med at tro på julemanden?

Det korte svar: omkring 8 år i gennemsnit. Den nyeste undersøgelse, offentliggjort online den 13. november 2023 af Candice Mills (University of Texas at Dallas) og Thalia Goldstein (George Mason University), spurgte 48 børn på 6 til 15 år, der ikke længere troede på julemanden, 44 af deres forældre og derefter 383 voksne, der blev bedt om at huske tilbage. I begge grupper ligger gennemsnitsalderen for, hvornår troen ophørte, omkring 8 år, „med betydelig variation“, understreger forfatterne.

University of Exeter i Storbritannien når frem til det samme tal. I december 2018 offentliggjorde psykologen Christopher Boyle de foreløbige resultater af sin „Santa survey“, baseret på 1.200 svar fra hele verden, mest fra voksne. Gennemsnitsalder: 8 år. Fordelingen på lande siger meget: 8,03 år i England, 8,58 år i Skotland.

Ældre undersøgelser lægger tidspunktet lidt tidligere. I 1994 interviewede C. J. Anderson og Norman Prentice ved University of Texas at Austin 52 børn, der var holdt op med at tro: de fleste havde selv opdaget sandheden som 7-årige. Forskellen på et år skyldes sikkert stikprøverne, der var små og amerikanske, mere end en ny tid.

1. 1978Prentice, Manosevitz og Hubbs (American Journal of Orthopsychiatry): troen på julemanden, påskeharen og tandfeen varierer med alderen og med forældrenes opmuntring.
2. 1994Anderson og Prentice spørger 52 børn fra Texas: sandheden opdages omkring 7-årsalderen, ofte på egen hånd.
3. 2015Shtulman og Yoo (Occidental College) forbinder tvivlen med forståelsen af, hvad der er fysisk muligt, hos 47 børn på 3 til 9 år.
4. 2018University of Exeter: 1.200 svar, gennemsnitsalder 8 år.
5. 2023Mills og Goldstein (Developmental Psychology): gennemsnitsalder omkring 8 år både hos de adspurgte børn og voksne.

Hvordan opdager børn, at julemanden ikke findes?

To veje dominerer, og de krydser ofte hinanden. Den første går gennem andre: en kammerat i frikvarteret, en storebror, en voksensamtale hørt gennem en dør. I Mills og Goldsteins undersøgelse nævner de fleste deltagere den slags vidnesbyrd blandt årsagerne til, at det vendte. Den anden går gennem iagttagelse og tankegang: et prismærke, der sidder tilbage på en pakke, en håndskrift, man genkender på til-og-fra-kortet, en udregning af, hvor mange huse der skal besøges på én nat.

De to spor modsiger ikke hinanden. I 1994 sagde de fleste af de børn, Anderson og Prentice spurgte, at de selv havde fundet ud af det. Tyve år senere konkluderede Andrew Shtulman, psykolog ved Occidental College i Los Angeles, at de fleste børn sandsynligvis holder op med at tro gennem en kombination af begge: en tvivl, der modnes, og derefter en sætning, man hører, som får det til at vælte.

Den fysiske tankegangs rolle

Shtulman og hans kollega Rachel Yoo bad 47 børn på 3 til 9 år om at skrive et brev til julemanden med spørgsmål og derefter forklare, hvordan han bærer sig ad. De bad dem også bedømme mulige og umulige begivenheder, der intet havde med jul at gøre. Resultatet: de børn, der bedst skelnede det mulige fra det umulige, var også dem, der satte spørgsmålstegn ved, om julemandens bedrifter kunne lade sig gøre, mens de samtidig foreslog foreløbige forklaringer.

Forfatterne minder om de tre bedrifter, der mest udfordrer fysikken, sådan som børn forstår den: at besøge alle verdens børn på én nat, at komme ind gennem en smal skorsten og at flyve i en kane af træ. Når dit barn spørger, hvordan julemanden kommer ned gennem brændeovnens rør, er det ikke en lyseslukker. Det tænker.

Hvilke tegn viser, at dit barn begynder at tvivle?

Forskerne har ikke fastlagt nogen officiel liste over „tegn“, men deres forsøg viser, hvad der ændrer sig. I brevene i Shtulmans undersøgelse bad de mest fremskredne børn ikke længere kun om et stykke legetøj: de stillede kontrolspørgsmål om ruten, om sækkens størrelse og om, hvordan man kommer ind i et hus uden skorsten.

• Logistiske spørgsmål: hvor mange rensdyr, hvor mange huse, hvordan gør han med en lejlighed på tiende sal.
• Sammenligninger: hvorfor julemanden i storcentret ikke har det samme skæg som ham på skolen.
• Diskrete test: et brev, der holdes hemmeligt for at se, om svaret passer, et snedigt spørgsmål om gavepapiret.
• Et direkte spørgsmål, ofte stillet under fire øjne: „Sig mig sandheden.“

Én ting overrasker mange forældre: et barn, der tvivler, siger det ikke nødvendigvis. I Exeter-undersøgelsen fortæller 65 % af de adspurgte, at de blev ved med at spille med, selv om de allerede vidste det. Undersøgelsen siger ikke hvorfor. Men et barn, der stiller færre spørgsmål i december, er ikke nødvendigvis et barn, der tror mere.

Er det normalt stadig at tro på julemanden som 10-, 12- eller 15-årig?

Undersøgelserne giver ingen procentdel af børn, der stadig tror som 10- eller 12-årige, og vi vil ikke opfinde en. Til gengæld siger de to nyttige ting. For det første er variationen stor: Mills og Goldsteins stikprøve omfattede børn helt op til 15 år, og forfatterne understreger spredningen omkring gennemsnittet. For det andet afhænger troens varighed delvis af hjemmet.

Allerede i 1978 bemærkede Norman Prentices hold, at troen på julemanden varierede med barnets alder og med, hvor meget forældrene opmuntrede den, men at den ikke hang sammen med de andre mål for barnets sans for fantasi. Med andre ord er et barn på 10 år, der stadig tror, ikke et barn, der „lever i sin egen verden“: det bor ofte i en familie, der holder traditionen i live med overbevisning.

En undersøgelse, som Karl Rosengrens hold udgav i Frontiers in Developmental Psychology i 2025, peger i samme retning. Blandt 486 amerikanske forældre, der blev spurgt i september 2024, opmuntrede 85 % troen på julemanden, og forfatterne bemærker, at forældrene var mere tilbøjelige til at opmuntre den hos ældre børn.

Og som 12- eller 15-årig?

Efter 11- eller 12-årsalderen stilles spørgsmålet sjældent på den måde. En teenager, der „tror“, spiller ofte en rolle, han eller hun holder af, sådan som de 65 % af de adspurgte i Exeter, der lod som om, viser. Hvis du er i reel tvivl, er dit barn stadig den bedste kilde: spørg, hvad det selv tror, uden fælder, og lyt til svaret.

Er det godt eller skidt for børn at tro på julemanden?

Debatten er gammel, og den har seriøse fortalere. I november 2016 udgav Christopher Boyle (University of Exeter) og Kathy McKay (University of New England i Australien) en tekst med titlen „A wonderful lie“ i The Lancet Psychiatry. Deres frygt: at børns tillid til forældrene skulle blive svækket af netop denne løgn. De samme forfattere indrømmede, at en løgn nogle gange kan være rigtig, for eksempel for at trøste et barn efter et dyrs død.

De data, der er indsamlet siden, nuancerer den frygt. I Exeter-undersøgelsen fra 2018 siger 56 % af de adspurgte, at deres tillid til voksne ikke blev påvirket, mod 30 %, der siger det modsatte. En tredjedel husker, at de var dybt rystede, 15 % følte sig svigtet, 10 % blev vrede. Mills og Goldsteins undersøgelse finder intet „drastisk tab af tillid“ til forældrene, og under en tredjedel af deltagerne beskriver negative følelser, der varede mere end to uger.

Når det gælder fordelene, skal man være forsigtig. Forældrene tror på dem: i Rosengren og hans kollegers undersøgelse så 82 % af de 39 forældre, der blev spurgt i 2012, fordele ved at opmuntre disse forestillinger, og i 2024 var de hyppigste grunde „en normal del af barndommen“ (77,6 %) og fornøjelsen (70,8 %). Hvad adfærden angår, er Exeter-undersøgelsen delt: 34 % af de voksne mener, at troen gjorde dem mere artige, 47 % mener det ikke.

Det, forskningen viser tydeligst, handler om måden, ikke om princippet. Hos Mills og Goldstein hang forældrenes meget kraftige promovering af myten sammen med flere negative følelser ved opdagelsen. De voksne, der kun havde negative minder om det, havde fået sandheden at vide senere, mere brutalt og som regel af en anden. Hvordan du griber det an, gennemgår vi i vores guide til at fortælle dit barn sandheden.

Og forældrene, hvordan oplever de, at troen ophører?

Det er et af de mest gennemgående resultater og et af de mest rørende. I 1994 bemærkede Anderson og Prentice, at børnene beskrev ret positive reaktioner på opdagelsen af sandheden, mens deres forældre sagde, at de var „temmelig triste“. Julemandens afsked tynger ofte mere hos den voksne end hos barnet.

Den sorg forhindrer ikke, at traditionen føres videre. I Exeter-undersøgelsen sagde 72 % af forældrene, at de var glade for at tale med deres børn om julemanden og spille med. Hos Mills og Goldstein ville mellem 87 % og 95 % af de voksne fejre julemanden med deres egne børn, eller gjorde det allerede. De forældre, Rosengrens hold spurgte i 2012, var selv holdt op med at tro som 7,5-årige i gennemsnit.

I Frankrig har traditionen endda sin egen institution. Siden 1962 har La Poste svaret på breve til julemanden, og det var psykoanalytikeren Françoise Dolto, der skrev det første standardsvar. I dag hjælper Secrétariat du Père Noël i Libourne i Gironde hvert år mere end en million børn med deres første brevveksling. Intet forhindrer et barn, der har forstået det, i at blive ved med at skrive: vores side brev til julemanden tager også imod de stores breve.