Er julemanden en alf? Undersøgelse af et ord fra 1823

Hvorfor siger man, at julemanden er en alf?

Det hele begynder med ét enkelt vers, men resten af digtet trækker i samme retning. Allerede før ordet *elf* dukker op, ser fortælleren, der er vækket midt om natten, „a miniature sleigh, and eight tiny reindeer“ komme, en miniaturekane og otte bitte små rensdyr. Kusken er „a little old driver, so lively and quick“, en lille gammel mand, kvik og rap.

Det portræt, der følger, viser en spinkel skikkelse. Han er „dressed all in fur, from his head to his foot“, dækket af sod og aske, og han ligner en kræmmer, der åbner sin bylt. Han har „a little round belly“, en lille rund mave, en „droll little mouth“ formet som en bue, og han holder et pibeskaft mellem tænderne. Digtet hober *little*, *tiny* og *miniature* op, som for at bringe det hele ned i et tags målestok.

Så kommer udgangen. Den besøgende lægger en finger på siden af næsen, nikker og stiger op gennem skorstenen. For en gammel mand af almindelig størrelse ville bedriften være absurd. For en alf er den næsten hverdagskost. I 2014 sammenfattede en artikel fra Canisius University i Buffalo digtets julemand som „a little guy“, en lille fyr, der kunne klatre op og ned ad skorstene med et spøgelses smidighed.

Hvad betød ordet „elf“ i 1823?

Det engelske ord *elf* kommer af oldengelsk *ælf*. Det har fætre i alle de germanske sprog: *álfr* på oldnordisk og *alp* på oldhøjtysk, hvor det betegner en ond ånd. Sprogforskerne knytter det til en rod, der betyder „hvid“, den samme som i latin *albus*. Den oprindelige alf var måske „den hvide“, „den lysende“. Man finder sporet af den i fornavne som Alfred, bogstaveligt „alfernes råd“.

De første alfer var ikke små. I 1590 skriver Edmund Spenser i *The Faerie Queene* stadig om væsener i menneskestørrelse. Omslaget kommer på samme tid, i teatret. I *En skærsommernatsdrøm*, omkring 1595, sætter Shakespeare bitte små, luftige alfer på scenen. Sammen med digteren Michael Drayton grundlægger han for to hundrede år idéen om, at en alf, ligesom en fe, er et væsen, der kan være i en lomme.

Det var den betydning, forfatteren i 1823 havde i tankerne: et lille, kvikt og lidt drilsk væsen fra en anden verden. Elleve år tidligere, i 1812, havde brødrene Grimm udgivet eventyret om *Skomageren og nisserne*, hvor to små mænd, *Wichtelmänner* i den tyske original, hver nat i al hemmelighed gør en fattig skomagers sko færdige. Da parret syr tøj til dem som tak, danser de af sted og kommer aldrig igen. En alf, der arbejder om natten for at glæde andre uden at vise sig: billedet kunne nok tiltale forfatteren til et juledigt.

Og det franske ord „lutin“?

Det kommer langt længere borte fra. Ifølge Trésor de la langue française nedstammer *lutin* fra latin *Neptunus*, havets gud, der blev til en hedensk dæmon i slutningen af antikken. Chrétien de Troyes skriver *netun* omkring 1176, Wace skriver *luitun*. Ordet er nok blevet trukket mod *nuit*, nat, fordi disse ånder kom frem om natten, og siden mod *luitier*, at kæmpe. Du Bellay skriver *lutin* i 1558, og fra 1680 betegner ordet også et livligt og drilsk barn. At oversætte *jolly old elf* med „joyeux vieux lutin“ rammer altså plet.

Var julemanden allerede lille før 1823?

To år før digtet, i 1821, udgiver New York-trykkeren William B. Gilley et lille lommehæfte, *The Children’s Friend*, givet som nytårsgave til børn „fra fem til tolv år“. Her kan man læse *Old Santeclaus with Much Delight*, et digt uden forfatternavn, illustreret med otte farvelagte stik. Det er de første trykte billeder af en julemand og den første brug af litografi i USA.

Denne Santeclaus kommer juleaften og ikke længere den 6. december, Sankt Nikolaus’ dag. Han kører et rensdyr hen over tagene og de snedækkede vidder, og han bærer allerede rødt. Han har også et strengere træk: til ulydige børn efterlader han et langt, sort birkeris. Hæftet siger intet om hans størrelse. Stikkene viser ham derimod på tagene, i skorstenenes målestok.

Endnu tidligere, i 1809, havde Washington Irving gjort Sankt Nikolaus til en New York-figur i sin *History of New York*. Canisius University understreger, at Irvings Nikolaus endnu ikke er den glade gamle alf, vi kender. Vil du have hele historien om, hvordan biskoppen blev til en New York-skikkelse, så læs den sande historie om julemanden.

Hvordan voksede julemanden?

Hovedansvarlig er Thomas Nast. Han kom til USA som omkring seksårig i 1846 og tegnede for *Harper’s Weekly* under borgerkrigen. Den 3. januar 1863 deler hans første julemand på forsiden gaver ud i en lejr for Unionen, i stjernebesat jakke og stribede bukser. Mellem 1863 og 1886 udgav Nast 33 julebilleder i bladet.

Tegning for tegning fastlægger han figuren. Ifølge Canisius University får Nast julemanden til at gå fra Moores „glade gamle alf“, en lille fyr, til den joviale kæmpe med hvidt skæg, og han tegner ham større end livet, fordi det er sådan, vi venter ham. I 1866 viser han ham i værkstedet, hvor han laver gyngeheste og syr dukkekjoler med en protokol over børnenes opførsel inden for rækkevidde.

1. 1821*The Children’s Friend*: de første stik af en Santeclaus, på tagene, med et rensdyr.
2. 1823Digtet fra Troy beskriver ham som en „jolly old elf“ med en miniaturekane.
3. 1863Thomas Nasts første julemand på forsiden af *Harper’s Weekly*.
4. 1866Nast viser ham i værkstedet midt blandt legetøjet.
5. 1881„Merry Old Santa Claus“, Nasts portræt, der er forblevet det mest berømte.

Delaware Art Museum, der har en samling af Nasts værker, tilskriver ham også de første omtaler af en julemand, der bor på Nordpolen og driver et værksted. En mand, der leder en legetøjsfabrik for hele verden, kunne næppe være i en miniaturekane. Alfen fra 1823 forsvandt fra billederne, som vores artikel hvor gammel er julemanden fortæller.

Nisse og tomte: julemandens nordiske fætre

I Skandinavien er slægtskabet mellem julemanden og de små væsener endnu mere direkte. Den danske og norske *nisse*, den svenske *tomte* og den finske *tonttu* er husånder fra folketroen. De bor under gulvet i gården, stalden eller laden, våger over dyrene og hjælper til med arbejdet, hvis man behandler dem ordentligt. Bliver de fornærmede, spiller de én et puds.

Deres størrelse varierer fra fortælling til fortælling. En svensk tradition taler om en alen, omkring 60 centimeter, en svensk-amerikansk kilde om 60 til 90 centimeter. Man beskriver dem med rød hue og tøj af grå uld. Den traditionelle danske nisse er skægløs som et barn: skægget kom senere. Juleaften stiller man en skål grød til dem, med smør, honning eller i Norge *rømmegrøt*, en grød med fløde.

I 1800-tallet blev disse gårdens vogtere til gavebringere. Allerede i 1840’erne viser danske kunstnere nissen, der kommer med julegaverne. I Sverige illustrerer Jenny Nyström Viktor Rydbergs *Lille Viggs eventyr juleaften* i 1875 og siden digtet *Tomten* i 1881. Nationalmuseum i Stockholm betragter hende som den første svenske kunstner, der gav den traditionelle julemand sit eget særpræg. *Jultomten*, juletomten, var født.

Selve navnet fortæller om dette møde. Én hypotese lader *nisse* komme af Niels, den danske form af Nikolaus, hvilket ville gøre ham til en lille slægtning af Sankt Nikolaus. Ordet *tomte* kommer derimod af *tomt*, den grund, man bygger huset på. Vil du se, hvad julemanden hedder i hvert af de nordiske lande, så læs julemandens navne verden over.

Hvor kommer værkstedets alfer fra?

Hvis julemanden er vokset, hvem har så overtaget rollen som alf? Et helt hold. Man læser ofte, at Louisa May Alcott, den senere forfatter til *Little Women*, skulle have været den første til at tale om julealfer, i en samling med titlen *Christmas Elves*, skrevet omkring 1855. Library of America opfordrer til forsigtighed: Alcott var treogtyve år, samlingen blev aldrig udgivet, og manuskriptet er gået tabt eller ødelagt. Ingen ved, hvordan hendes alfer så ud.

Det første bredt udbredte billede er bedre dokumenteret. I 1873 viser juleforsiden af *Godey’s Lady’s Book*, et kvindeblad fra Philadelphia, julemanden omgivet af legetøj og alfer med denne billedtekst: „Her er en idé om de forberedelser, der gøres for at skaffe børnene deres legetøj til jul.“ I 1876 udgiver Austin Thompson *The House of Santa Claus*, et eventyrspil for søndagsskoler, der tager idéen op.

• 1932: Walt Disney udsender kortfilmen *Santa’s Workshop*, hvor julemanden og hans alfer forbereder turen.
• 1964: *Rudolf med den røde tud*, lavet i stop motion, giver alferne en hovedrolle.
• 1985: *Santa Claus: The Movie* viser dem som et laug af håndværkere, der laver legetøjet i hånden.
• 1994: I *The Santa Clause* spilles alferne af børn og teenagere.

Siden da har rollefordelingen ligget fast: en julemand i menneskestørrelse og omkring ham alfer, der bygger, pakker ind og passer rensdyrene. Vores nisser har deres egen side, og deres arbejde beskrives nærmere i vores artikel hvem er julemandens nisser.

En mand opdraget af magiske væsener

Flere fortællinger har afgjort spørgsmålet på deres egen måde: julemanden er ikke en alf, men han er vokset op blandt dem. Den første er skrevet af L. Frank Baum, forfatteren til *Troldmanden fra Oz*. I *The Life and Adventures of Santa Claus*, udgivet i 1902 og illustreret af Mary Cowles Clark, bliver et spædbarn fundet i Burzee-skoven af Ak, „verdens skovmester“. Nymfen Necile adopterer ham og kalder ham Neclaus, hvoraf Claus er kortformen.

Baum lægger vægt på ét punkt: Claus er dødelig og vokser dag for dag op blandt de udødelige. Teksten præciserer endda, at han „aldrig havde været en meget stor mand“. Rylerne, blomsternes vogtere, giver ham deres farvestoffer til at male legetøjet. Knookerne, dyrenes vogtere, lader til sidst to hjorte, Glossie og Flossie, trække hans kane, men kun juleaften. Da han bliver gammel, foreslår Ak de udødelige at give ham Udødelighedens Kappe. Afstemningen falder ud til hans fordel, og kappen er siden blevet en del af ham.

Mønsteret vender tilbage i fjernsynet i 1970: i Rankin/Bass’ *Santa Claus Is Comin’ to Town* bliver spædbarnet Kris taget i pleje af Kringle-familien, en familie af alfer, der laver legetøj. I 2003 vender Jon Favreaus film *Elf* situationen om. Et spædbarn fra et børnehjem kravler ned i julemandens sæk, havner på Nordpolen og vokser op blandt alferne, adopteret af Papa Elf, spillet af Bob Newhart. Buddy, spillet af Will Ferrell, tror, han er en alf, helt til han er voksen. Under optagelserne satsede man på tvungen perspektiv frem for digitale effekter, så han så kæmpestor ud ved siden af dem.