„’Twas the Night Before Christmas“: historien om digtet, der fastlagde julemanden

Hvordan endte digtet i en avis i Troy?

Ifølge den fortælling, som Moore-familien har givet videre, og som Columbia Magazine har gengivet, begynder det hele juleaften 1822 i et stort hus på Manhattan ved navn Chelsea House. Clement Clarke Moore, professor i græsk og hebraisk, læser højt af et digt, han har skrevet til sine seks børn. Han har ingen planer om at udgive det.

Blandt familiens nære venner er Harriet Butler, en veninde fra Troy, en lille by ved Hudsonfloden nord for New York. Hun beder om lov til at skrive teksten af. Omkring et år senere er digtet i hænderne på Orville L. Holley, chefredaktør på Sentinel. Ad hvilken vej præcis? Kilderne er i tvivl. Et brev fra 1844 fra forlæggeren Norman Tuttle til Moore oplyser, at Holley skulle have fået det af fru Sackett, Daniel Sacketts hustru. Lokalhistorikeren Carl Johnson fra Troy lader begge spor stå åbne, Harriet Butler eller Sarah Sackett.

Avisen trykker det den 23. december 1823 under titlen „Account of a Visit from St. Nicholas“, uden underskrift. I Troy markerer en mindeplade på River Street 225 i dag, hvor avisens kontorer lå. Holley selv bevarer hemmeligheden. Først den 20. januar 1829 hentyder han til forfatteren og beskriver ham som en herre „med større fortjeneste som lærd og som skribent end mange andre med mere højrøstede krav“.

Digtet venter ikke på sin forfatter. Andre aviser genoptrykker det år efter år, ofte lige før jul. Det cirkulerer uden navn som en folkesang, og hver læser, der klipper det ud af sin avis, er med til at give de amerikanske hjem en helt bestemt aften: natten til den 25. december.

Hvem var Clement Clarke Moore?

Clement Clarke Moore blev født i 1779 og døde i 1863. Hans far, Benjamin Moore, var rektor for Columbia College og episkopal biskop i New York. Sønnen blev nummer ét på sin årgang på Columbia, udgav det første hebraiske leksikon i USA og sad i universitetets bestyrelse i fireogfyrre år. I 1822 var han netop blevet udnævnt til professor i græsk og hebraisk litteratur ved General Theological Seminary.

Columbia Magazine beskriver familiens ejendom: omkring tredive acres på det vestlige Manhattan, døbt Chelsea af hans engelskfødte bedstefar. Det tre etager høje hus lå, hvor West 23rd Street og Ninth Avenue mødes i dag. En del af jorden er i dag Clement Clarke Moore Park på hjørnet af West 22nd Street og Tenth Avenue.

Moore fortalte, at han var blevet inspireret af „en korpulent og rødmosset hollænder“ fra nabolaget, måske hans gartner. Han kendte også Washington Irving, hvis History of New York, udgivet i 1809 og genudgivet i 1821, beskriver en hollandsk Sankt Nikolaus med pibe. Digtets lille mand med piben mellem tænderne og maven, der ryster, skylder det portræt meget.

Hvorfor satte han først sit navn på digtet i 1844?

Moores navn dukker op første gang i 1837. Det år udgiver Charles Fenno Hoffman The New-York Book of Poetry hos George Dearborn, og digtet står her på side 217 til 219 under navnet „Clement C. Moore“. Moore selv tager det først med i sin samling Poems i 1844 hos Bartlett and Welford. I et brev fra samme år forklarer han, at han skrev teksten „ikke for at den skulle udgives, men for at more mine børn“, og han gør krav på den litterære ejendomsret, „hvor ringe værdien af denne ejendom end er“. En seminarieprofessor, der udgav lærde værker, havde tydeligvis ikke lyst til først og fremmest at blive kendt for et børnerim.

Hvem skrev egentlig „’Twas the Night Before Christmas“?

En anden familie har i mere end hundrede og halvtreds år hævdet, at digtet er deres forfaders værk. Henry Livingston Jr. blev født den 13. oktober 1748 i Poughkeepsie ved Hudsonfloden og døde samme sted den 29. februar 1828. Han var major under det amerikanske felttog mod Canada i 1775, blev siden landmand og skrev lette vers, der blev trykt usignerede eller blot med initialet „R.“ i New York Magazine og Poughkeepsie Journal. Han gjorde aldrig krav på digtet, og intet kendt tryk bærer hans navn.

Livingston-sagen bygger på erindringer. Hans sønner Charles og Edwin og en nabo ved navn Eliza fortalte senere, at deres far havde læst digtet op for dem som sit eget allerede i 1807. Familien siger, at den har ejet et manuskript med rettelser i hans hånd. Det skulle være forsvundet ved en husbrand i Wisconsin.

1. 1807Ifølge hans børns erindringer læser Henry Livingston Jr. digtet op for familien.
2. 1823Sentinel i Troy trykker digtet uden forfatternavn den 23. december.
3. 1828Livingston dør. Hans sønner siger, at de finder et avisudklip og et kladdeudkast med rettelser i hans skrivebord.
4. 1837Charles Fenno Hoffman tilskriver digtet Clement C. Moore i The New-York Book of Poetry.
5. 1844Moore udgiver digtet i sin samling Poems.
6. 1859Livingston-familien opdager Moores krav. Edwin siger, at han har mistet manuskriptet ved en brand.
7. 1899Et barnebarn af Sidney Livingston fremsætter det første offentlige krav i sin avis på Long Island.
8. 1920Christian Science Monitor bringer den 4. august en artikel om Livingston-teorien.

I 1999 henvender Mary Van Deusen, en efterkommer af Livingston, sig til Donald Foster, professor i engelsk ved Vassar College og specialist i at fastslå forfatterskabet til anonyme tekster. Hans bog Author Unknown, udgivet af Henry Holt i 2000, konkluderer til fordel for Livingston. Hans argumenter: det anapæstiske versemål med tre led, som Livingston ofte brugte, en usædvanlig brug af ordet „all“, rensdyrenes nederlandske navne, der ville passe til en mand af hollandsk afstamning, og en Moore, der efter sigende hadede tobak og aldrig ville have lagt en pibe i munden på sin helt.

Svaret lader ikke vente på sig. Historikeren Stephen Nissenbaum, forfatter til The Battle for Christmas, konkluderer i 2001, at Moore er forfatteren: „Jeg tror, det er ham.“ Han placerer digtet i kredsen omkring John Pintard og de fremtrædende New York-borgere, der dengang skabte sig en hollandsk fortid. Håndskrifthandleren Seth Kaller og forskeren Scott Norsworthy udgiver også detaljerede gendrivelser.

I 2016 udgiver MacDonald P. Jackson, tidligere professor ved University of Auckland i New Zealand, en kvantitativ stilistisk undersøgelse på forlaget McFarland. Hans test placerer Moores kendte digte på Moores side og juledigtet „konsekvent tættere“ på Livingstons vers. I 2023 når Tom A. Jerman frem til den modsatte konklusion: af sytten test udført med et program til forfatterbestemmelse peger seksten på Moore. Debatten er stadig åben, og hver lejr har sine tal.

Hvorfor hed rensdyrene Dunder og Blixem?

I Sentinel fra 1823 bliver de otte rensdyr kaldt i denne rækkefølge: Dasher, Dancer, Prancer, Vixen, Comet, Cupid, Dunder og Blixem. De to sidste navne er ikke engelske. „Donder en Blixem“ betyder på nederlandsk „torden og lyn“, et udråb, der var almindeligt i de hollandske familier i staten New York.

Siden ændrer navnene sig. Ifølge en hypotese, som Mental Floss gengiver, blev Blixem til Blixen for at rime på Vixen og derefter til Blitzen under Moores pen i 1844. I de kopier, Moore skrev af i hånden sidst i sit liv, står der „Donder and Blitzen“. Edmund Clarence Stedmans antologi An American Anthology bruger også den form i 1900. I begyndelsen af 1900-tallet bliver Donder ofte til Donner.

De otte rensdyr var ikke de første. To år tidligere, i 1821, viste et hæfte fra New York allerede ét enkelt rensdyr, der trak „Sante Claus’“ kane. Digtet fra 1823 tilføjer syv og giver hvert af dem et navn. Den stamtavle fortæller vi om i hvor kommer julemandens rensdyr fra, og hele spandet med de franske navne i hvad hedder julemandens rensdyr.

Hvad ændrede digtet i julemandens historie?

Før 1823 havde den besøgende i New York ingen fast dato. Sankt Nikolaus kom traditionelt den 6. december, på sin festdag. Hæftet fra 1821 havde allerede talt om juleaften. Digtet indgraverer allerede med sin første linje datoen i hukommelsen hos alle, der lærer det udenad: „’Twas the night before Christmas“.

Teksten fastlægger også et præcist forløb, nærmest en liste over handlinger, der næsten ikke har ændret sig siden. Læs det igen, og du vil finde:

• strømper „hængt omhyggeligt op ved kaminen“ i håbet om hans besøg;
• sovende børn, der drømmer om sukkermandler, og forældre, der lige er gået i seng;
• en miniaturekane og otte bitte små rensdyr, der lander på taget;
• en tur ned gennem skorstenen i ét hop;
• en sæk legetøj, strømper der fyldes i stilhed og en finger lagt på siden af næsen for at komme op igen;
• en afgang gennem luften og et ønske til alle, før han forsvinder.

Turen gennem skorstenen fortjener sin egen sagsmappe med rødder i forestillingerne om arnestedet: den har vi åbnet i hvorfor kommer julemanden ned gennem skorstenen. Digtet var også med til at gøre fortælleren til en vågen forælder, vidne til en scene, børnene aldrig ser. Det er stadig synsvinklen i de fleste julefortællinger.

Endelig tegner det en bitte lille figur. Gæsten fra 1823 er en „glad gammel alf“, lille nok til at være i en miniaturekane. Der skulle Thomas Nasts træsnit til, fra 1863, for at give ham en mands størrelse. Vi taler om det i Er julemanden en alf? Undersøgelse af et ord fra 1823, der bruger et afsnit på spørgsmålet om alfen.

Hvordan blev digtet et ritual juleaften?

Succesen kom gennem billederne. I 1855 tegner en af Moores døtre, Mary C. Ogden, Chelsea House til en illustreret udgave. Omkring 1862 udgiver New York-forlæggeren J. G. Gregory en udgave illustreret af F. O. C. Darley, som Library of Congress har et eksemplar af i sin samling af sjældne bøger. I 1912 laver Jessie Willcox Smith en udgave, man stadig frit kan læse på Project Gutenberg. I 1931 er det Arthur Rackhams tur, den engelske eventyrillustrator.

Under den store depression, i 1934, laver kunstneren Helmuth F. Thoms en række illustrationer til digtet som led i et projekt under Public Works Administration, New Deal-tidens føderale styrelse for store anlægsarbejder.

På Columbia, Moores universitet, har den årlige Yule Log-fest længe omfattet en oplæsning af digtet. I millioner af familier spilles scenen igen hver 24. december, ofte ved sengetid. Nogle forældre følger det op med et kig på Santa Tracker for at se, hvor langt kanen er nået.

Findes der en fransk udgave?

Ja, flere. Digtet cirkulerer på fransk under titlerne „Une visite de saint Nicolas“ eller „La Nuit avant Noël“, og den første linje bliver til „C’était la nuit avant Noël“. Wikipedia opregner en snes versioner på andre sprog, fra tysk til japansk. I 2013 skrev den unge komponist Alma Deutscher endda en melodi til den originale tekst.

Hvor kan man se manuskripterne?

Moore skrev sit digt af i hånden til venner sidst i sit liv. Fire egenhændige kopier kendes. Tre er på museer, blandt andet hos New-York Historical Society, det lærde selskab, John Pintard grundlagde i 1804. Den fjerde, signeret i 1860 og givet til en ven, blev solgt i december 2006 for 280.000 dollars gennem Heritage Auctions til en anonym direktør i en mediekoncern.