Historien om brevene til julemanden: fra skorstenen til sekretariatet i Libourne

Hvordan sendte man sit brev til julemanden før posten?

Gennem skorstenen. Historikeren hos det amerikanske postvæsen (USPS) sammenfatter det sådan: En af de første måder at sende sit brev på var at lægge det i ildstedet, fordi man troede, at røgen bar ønskerne op til Nordpolen. Man brændte det eller kilede det fast i skorstenen, så den besøgende kunne finde det på vejen. Bladet Mental Floss fortæller, at nogle børn i Skotland stak hovedet ind i skorstenen og råbte deres ønsker op mod himlen.

Logikken er enkel: Hvis julemanden kommer ind gennem skorstenen, er det dér, posten skal ligge. Vi fortæller, hvor den indgang kommer fra, i Hvorfor kommer julemanden ned gennem skorstenen?. Brevet fra de små Howard'er i Dublin, underskrevet „A or H Howard“, blev fundet præcis dér, hvor afsenderne havde lagt det: i soveværelsets skorsten, så julemanden kunne se det. Folketællingen fra 1911 viser tre børn på adressen, blandt dem Hannah på 10 år og Fred på 7.

Omkring århundredskiftet begynder skorstenen at tabe. I december 1901 konstaterer Chicago Daily Tribune, at børnene nu betror deres breve til posten. Nogle skriver meget præcise adresser: „Mr. Santa Claus, Frost Mansion, In the Land of Snow, North Pole“, altså „Frostpalæet, i snelandet, Nordpolen“.

Hvem skrev julemandens første svar?

Forældrene, længe før postfolkene. I Cambridge i Massachusetts holdt Fanny Appleton Longfellow, gift med digteren Henry Wadsworth Longfellow, i flere år en brevveksling i gang mellem sine børn og Santa Claus. Husets arkiv, som National Park Service passer på, rummer breve til „SANTI CLAUS“ fra sønnerne Charles og Ernest og svar til Charles, Ernest og Alice. Håndskriften i svarene ligner Fannys meget.

Ernests brev, skrevet i begyndelsen af 1850'erne, da han var mellem seks og ti år, beder om en soldaterkasket, en patrontaske prydet med en sølvørn, en tømrerværktøjskasse og en „SPIE GLRS“, en kikkert med usikker stavemåde. Hver gave er tegnet ved siden af ordet, sammen med familiens hus på Brattle Street og en lille kane i hjørnet af siden.

„Santas“ svar roser børnene for deres gode gerninger og retter dem blidt for deres dårlige vaner. Juleaften 1851 får Charley at vide, at han ikke er sød nok mod sin lillebror.

I England kommer det mest berømte eksempel fra Oxford. Fra 1920 til 1943 skrev J. R. R. Tolkien hvert år juleaften et brev fra Father Christmas til sine børn. Det hele begyndte, fordi hans ældste søn John på tre år spurgte, hvem julemanden var, og hvor han boede. Ifølge University of Oxford kom nogle breve med postbuddet, som Tolkien havde indviet i hemmeligheden, mens andre dukkede op ved ildstedet, frankeret med frimærker fra Nordpolen til takst „2 kys“.

Hvordan fik aviserne børnene til at skrive?

Den 30. december 1871 viser forsiden af Harper's Weekly julemanden ved sit skrivebord, fordybet i sin post. Tegningen er af Thomas Nast, der havde tegnet figuren for bladet siden 1863. Julemanden sorterer her sine breve i to bunker: de artige børns og de uartiges. Mental Floss bemærker, at meldingerne om breve til julemanden på posthusene stiger året efter tegningens udgivelse.

Lokalpressen tager over. I 1901 lover Monroe City Democrat i Missouri „to præmier“ til det fineste brev til julemanden. I 1922 belønner Daily Ardmoreite i Oklahoma de tre bedste. Vinderbrevene trykkes i avisen, ofte med barnets adresse, en praksis der ville give gåsehud i dag.

Aviserne får også breve, der ikke beder om legetøj. I 1897 skriver Virginia O'Hanlon på otte år til The Sun i New York for at finde ud af, om julemanden findes, fordi hendes far har sagt: „Hvis det står i The Sun, er det sandt.“ Lederskribenten Francis P. Church svarer hende. Hendes brev opbevares stadig af familien. Vi fortæller om svaret, og hvad forældre kan lære af det, i Sådan fortæller du dit barn sandheden om julemanden.

Hvor længe har det amerikanske postvæsen svaret julemanden?

I begyndelsen svarer det slet ikke. Reglementet regner breve med „fiktiv“ adresse for uanbringelige. De sendes retur til afsenderen, hvis det er muligt, og ellers til Dead Letter Office i Washington, afdelingen for døde breve, som åbner dem, forsøger at finde barnet og derefter destruerer dem. At åbne andres post er en forbrydelse, også for en postmand.

Nogle ansatte trodser reglerne. Midt i 1890'erne lader ekspedienterne på Dead Letter Office en „rig gammel mand“ tage tyve eller tredive breve om året med for at opfylde børnenes ønsker. I 1894 åbner Harris Eames, postmester i West Haven i Connecticut, et brev fra en lille Fannie på syv år, adresseret til „Sandy Clous“. Han kender familien, giver byens handlende besked, og to dage senere, juleaften, venter en bunke gaver foran døren.

1. 1907Den 13. december giver postminister George von L. Meyer lov til at overdrage brevene til julemanden til velgørende organisationer.
2. 1908Tilladelsen trækkes tilbage: I New York er antallet af breve steget mere end tretten gange, og organisationerne når ikke at tjekke ønskerne.
3. 1911Den 1. november genindfører postminister Frank H. Hitchcock tilladelsen.
4. 1912Hitchcock fornyer tilladelsen. USPS regner sit program Letters to Santa fra dette år og fejrede 100-året i 2012.
5. 1913Reglen bliver skrevet ind i postreglementet, hvor den stadig står.

I begyndelsen af 1950'erne døber velgørende foreninger deres gaveindsamling „Operation Santa Claus“. Navnet hæfter sig ved programmet på posthuset i New York, hvor publikum kommer for at „adoptere“ et brev i James A. Farley Building på 8th Avenue. Byen alene modtager over en halv million breve hver sæson.

Reglerne strammes for at beskytte børnene. I 2006 fastsætter USPS landsdækkende retningslinjer og kræver legitimation af dem, der adopterer. Siden 2009 er barnets adresse skjult og erstattet af et nummer: Giveren afleverer sin pakke på posthuset, som sender den, uden at giveren nogensinde ser adressen. I 2017 gør et første forsøg det muligt for New York-boere at adoptere brevene på nettet. I 2020 åbner den digitale adoption for hele landet: over en million besøgende og over 21.000 pakker sendt.

Hvordan begyndte La Poste at svare børnene?

I Frankrig er problemet det samme, og loven er endnu strengere. Et brev uden kendt modtager sendes til Dépôt central des rebuts, afdelingen for uanbringelige breve, på hovedpostkontoret i Paris, 52 rue du Louvre. Afdelingen, der blev oprettet ved en kongelig forordning i 1771, er den eneste, der har lov til at bryde brevhemmeligheden for at finde en modtager. Da julemanden ingen adresse har, bliver børnenes breve destrueret dér.

I januar 1958 nævner PTT's informationsblad for første gang „julemandens rigelige post“. Brevene kommer fra hele Frankrig, men også fra Nordafrika, Guinea og Madagaskar, og i det nordlige Frankrig står der ofte Sankt Nikolaus i stedet for julemanden på kuverten. I december 1959 nævner samme blad et tal: omkring 4.000 breve om året havner blandt de uanbringelige.

Postmestrene, der svarede i al hemmelighed

Ude i provinsen sætter nogle postdamer sig ud over loven. Odette Ménager, postmester i Nueil-sur-Layon i Maine-et-Loire fra 1948 til 1956, svarer børnene i julemandens navn med en „rystende håndskrift“, som en meget gammel herres, og sender sine svar uden frimærke. Hun holder på hemmeligheden til sin død i 1977.

I Veules-les-Roses i Seine-Maritime gør Magdeleine Homo det samme i begyndelsen af 1950'erne. Hun skriver under med „Julemanden“, klistrer gamle frimærker på og tilføjer „luftpost“ for at gøre det mere ægte. Hendes postbud, Juliette Leboucher, der kender alle familierne, hjælper hende med at gøre rådene personlige. Omkring 1958 beder hun om officiel tilladelse og får den, fra centraladministrationen og efter sigende fra ministeren selv. Nogle år senere er hun så overbebyrdet, at hun må give op.

Administrationen tager idéen op i 1962. Jacques Marette, PTT-minister fra april 1962 til april 1967, organiserer en landsdækkende „tjeneste for julemandens post“. Det første svarkort er tegnet af René Chagnard, kaldet Chag: Man ser et postbud med kasket aflevere sin post til julemanden oppe på en skorsten. Teksten er skrevet af ministerens søster, Françoise Dolto, som den brede offentlighed endnu ikke kendte. Som barn havde hun selv skrevet til julemanden, fem år gammel, for at bede om en lille postkasse.

Det år bliver der sendt 2.000 kort. I 1963 modtager tjenesten 18.300 breve, men behandler kun omkring 5.000: Kun 28 % har barnets adresse på bagsiden, en vane familierne endnu ikke har fået.

Hvorfor havner brevene til julemanden i Libourne?

Fordi afdelingen for uanbringelige breve flyttede dertil. Lageret i Paris manglede plads, og Georges Pompidous regering ville decentralisere de offentlige tjenester. Den 26. november 1965 præsenterer Libournes borgmester, Robert Boulin, byrådet for planen om at huse afdelingen. Den 20. marts 1967 flytter den ind midt mellem vinmarkerne, på stedet Les Grandchamps, under navnet Centre de recherche du courrier.

De følgende år er urolige. I 1968 har posten seks måneders efterslæb efter strejkerne i maj, tjenesten bliver aflyst, og 96.000 breve forbliver ubesvarede. Den genoptages i 1969. I januar 1970 omtaler bladet Postes et Télécommunications den for første gang som „Secrétariat du Père Noël“, julemandens sekretariat. Den første sekretær, der blev ansat til opgaven, Maryvonne Large, arbejder med 18 ansatte kvinder. I december skal de holde tempoet „et svar i minuttet“.

I 1972 giver afdelingen for kortene sig selv et charter. Teksten skal ændres hvert år, men stadig være genkendelig, for mange børn skriver fire eller fem år i træk. Den skal kunne læses allerede i børnehaveklassen. Den må aldrig fastslå, at julemanden findes, kun lade det ane. Og den nævner diskret julemandens store arbejdsbyrde, så han ikke kan skaffe alt. Oliekrisen og strejkerne i 1974 efterlader igen 72.000 breve ubesvarede.

Sekretariatet ligger stadig i Libourne. I 2025 genåbnede det den 19. november med 60 nisser og en gæstepen, forfatteren og instruktøren Nicolas Vanier, efter Michel Bussi og Olivia Ruiz året før. La Poste siger, at det hjælper over en million børn hvert år, opstiller særlige postkasser på over 2.300 posthuse og også svarer på engelsk. Man skal blot skrive „Père Noël“ på kuverten og sin adresse på bagsiden før den 20. december. Du kan også bruge vores side med brev til julemanden.

Hvilke lande svarer på brevene til julemanden?

Flere nationale postvæsener har fulgt efter. De nøjagtige adresser, og hvordan kuverten skal skrives, finder du i Hvor bor julemanden?. De vigtige datoer følger her.

• Østrig, 1950: Posthuset i Christkindl ved Steyr åbner det år. Det svarer på breve til Jesusbarnet og sender hver sæson omkring 1,5 millioner forsendelser af sted med sit julefrimærke og sit julestempel.
• Canada, 1982: Canada Post begynder at tælle brevene til julemanden, postnummer H0H 0H0. I 2013 passerer det samlede tal 21,8 millioner, med svar på over 30 sprog, punktskrift medregnet.
• Finland, 1985: Julemandens hovedpostkontor ved polarcirklen nær Rovaniemi har modtaget breve siden da, over 15 millioner fra 198 lande, og i dag omkring en halv million om året. Hver forsendelse får et polarcirkelstempel.
• USA, 2020: Adoption af breve på nettet åbner for hele landet.

Princippet har ikke ændret sig siden Fanny Longfellow: En voksen læser brevet omhyggeligt og tager sig tid til at svare. Hvis dit barn er ved at skrive sit, hjælper siden brev til julemanden trin for trin, og i Sådan holder du julemagien i live finder du flere idéer til, hvad der kan komme bagefter.